Tager
Mathias H. Jensen Legend-titlen?
Årets
mester i OK Mobil 1 Legend Car Cup skal findes på Padborg Park
Lige
fra sæsonens allerførste tidtagning for lidt mere end fire måneder
siden har Mathias H. Jensen, Hinnerup, toppet tabellen i OK Mobil
1 Legend Car Cuppen. Og den placering indtager han også, inden
weekendens Asetek Finaleløb på Padborg Park. Det store spørgsmål
er, om østjyden nu tager mesterskabet, efter at han i 2019 og
2020 sluttede på henholdsvis tredje- og andenpladsen i
mesterskabet.
Mathias
H. Jensen har i år været pålideligheden selv. Kun en enkelt
anden kører har ligesom ham scoret point i hver eneste tidtagning
og hvert eneste løb, der er blevet kørt indtil nu. Derudover har
mesterskabsfavoritten haft to perfekte weekender, hvor han har
scoret maksimumpoint. Og det er ellers ikke nogen nem ting at gøre
i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen, hvor bedste mand i den
pointgivende tidtagning skal starte første løb fra startposition
20 og køre sig frem til førstepladsen for at gøre det. Og så
fortsætte præstationen i de to næste heat.
Magnus Madsen (195) er
dobbelt forsvarende mester. Men Mathias H. Jensen går efter
at forhindre et muligt hattrick (rød bil) (foto: Henning Smed).
Magnus
Madsen, Skjern, er ikke bare forsvarende mester. Han er også
dobbelt forsvarende mester – en præstation, der givet ham
titlen som årets talent i Ringkøbing-Skjern Kommune – men han
har haft sine udfordringer i år. Alligevel viste han ved Night
Race på Padborg Park, at farten ikke fejler noget, da han vandt
alle tre løb. Det er Magnus Madsen, som er den eneste reelle
udfordrer til Mathias H. Jensen i toppen af tabellen. Mads
Gravsen, Slagelse, har stadig en teoretisk mulighed for at tage
titlen i sin anden sæson, men dels skal han gøre rent bord, dels
skal de to andre titelkandidater rammes af sort uheld.
Blandt
oldboys-kørerne står kampen mellem Lars Bohnensach Ebbesen og
Mike Nordby Mathiesen, begge Varde. Førstnævnte har dog et godt
udgangspunkt for at gentage sin titel fra 2020-sæsonen, da hans
forspring andrager 49 point. Og der er 100 point at kæmpe om.
Kampen i OK Mobil 1 Legend
Car Cuppen er altid tæt. Her er det Jacob Steffensen,
Frederik Valdemar Schrøder og Ronni Andersen, der er i kamp
(foto: Henning Smed).
Feltet
ved Asetek Finaleløbet tæller i øvrigt to debutanter. Og en
dobbelt mester, som gør comeback.
Den
sidste er Kenneth Jensen, Randers, som tog titlen i 2012 og 2013,
og som nu har sin første start i klassen siden 2019. De to
debutanter er Oliver Sebastian Leed, Græsted, og Mark Mathiesen,
Hørning. Førstnævnte har flere sæsoner i karting bag sig og følger
i fodsporet på sin far Nikolaj, som tidligere har startet
klassen, mens Mark Mathiesen efter 16 års pause har fået fornyet
sin racerlicens. Og ja, han er lillebror til Mike Nordby
Mathiesen…
Det
første løb for OK Mobil 1 Legend Car Cuppen køres lørdag
klokken 17.20, mens de to søndagsløb starter henholdsvis klokken
10.30 og 16.05. Alle tre løb streames live på
youtube.com/supergtdanmark.
MA |