Til
angreb i gummistøvler
Når
TCR Denmark-feltet i weekenden vender tilbage til FDM
Jyllandsringen, bliver det med Brian Madsen Sport i
angrebsstilling.
Deltagelsen i Classic Race Aarhus for bare to uger siden kostede
nemlig dyrt i mesterskabsstillingen, da Casper Elgaard måtte udgå
fra en topplacering i finaleheatet. Efter en grundig gennemgang og
reparation af hans Peugeot 308TCR er den aarhusianske kører klar
til at gå hårdt efter at generobre vigtige point:
-
Der er ingen tvivl om, at det var lidt af en mavepuster at se det
ene point mellem mig og førstepladsen blive til 26 point efter
mit uheld i finalen. Heldigvis har teamet arbejdet benhårdt for
at få bilen gjort kampklar igen, så for mit vedkommende kommer
weekenden til at handle om full attack fra start til slut, fortæller
Casper Elgaard, som har stor tro på et godt resultat i weekenden:
-
Peugeot'en er generelt rigtig god på Jyllandsringen, og selvom vi
måske ikke er stærkest over en enkelt omgang, så er vi rigtig
skarpe i løbene - og det er jo tilfældigvis også i løbene at
pointene skal hentes, så jeg ved at vi har hvad der skal til for
at gøre det godt.
Vejrprofeterne
har i skrivende stund anbefalet at medbringe paraply og mønstrede
dæk til weekendens næstsidste afdeling af mesterskabet. For
Casper Elgaard er det kun en fordel, hvis skyerne åbner sig og
sender vand ned over Jyllandsringen:
-
Det er nok ikke så populært, men jeg håber på en
regnvejrsweekend. Som man også ser i andre løbsserier rundt
omkring sørger regnen altid for at der sker lidt uventede ting,
og den slags kan også være til vores fordel, lyder det fra førstekøreren.
For
hele teamet har arbejdet efter Classic Race Aarhus krævet en
ekstra indsats. En stram tidsplan og udfordringer med at få
reservedele har sat pres på mekanikere såvel som teamchefen
selv.
-
Jeg må erkende, at skaderne på bilerne efter løbet i Aarhus var
værre end først antaget. Kombineret med at vi også mærker den
globale mangel på reservedele har der da været et par presbolde,
men vi har nogle hårdtarbejdende folk som har gjort deres for at
vi kommer til start med tre nystrøgne og fuldt funktionsdygtige
racerbiler på lørdag, siger Brian Madsen, som glæder sig til at
komme tilbage til Jyllandsringen:
-
Historisk set gør vi det godt på Jyllandsringen, så jeg glæder
mig til at se Casper gå benhårdt efter alle de point, han kan
skrabe sammen. Samtidig har Johnny Vejlebo vist at han sagtens kan
kæmpe med i toppen af Trofeo-mesterskabet, så nu skal vi have
fundet de vise sten på Jyllandsringen og samle et par gode
resultater op. Det har været et par stramme uger, men vi er klar
til at give den fuld gas igen i weekenden.
TV2
Sport X sender direkte fra FDM Jyllandsringen på søndag fra
klokken 13.45.
|