Verdenspremiere hos Classic Race Aarhus

Oplev Tom Kristensens Audi R18 bygget 1:1 i LEGO-klodser


Tom Kristensen på taget af den Audi R18, som han sammen med Luïc Duval og Allan McNish kørte til sejr i 24-timersløbet på Le Mans i 2013. Ved årets Classic Race Aarhus kan man opleve en 1:1-model af bilen i LEGO-klodser (foto: Classic Race Aarhus / Morten Alstrup).

Et enestående samarbejde mellem Classic Race Aarhus, LEGO Nordic, Brick Works ApS og den ni-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen vil give gæsterne til Nordeuropas smukkeste racefestival en ganske særlig mulighed. De kan nemlig opleve en 1:1-udgave af den Audi R18, som Tom Kristensen i 2013 vandt den seneste af sine ni Le Mans sejre med – bygget i LEGO-klodser.

“Vi kan slet ikke få armene ned. Det er helt fantastisk – det er simpelthen en verdenspremiere. Vi er både stolte og ydmyge over, at LEGO Nordic og Brick Works i samarbejde med Tom Kristensen har valgt netop vores event til offentliggørelsen af dette helt unikke setup. Vores gæster til Classic Race Aarhus får en oplevelse helt udover det sædvanlige i Aarhus, som ikke tidligere er set noget sted i verden,” siger Poul Dalsgaard, direktør i Classic Race Aarhus.

Der bygges på den unikke racerbil på et hemmeligt sted, helt frem til afsløringen af bilen ved et arrangement for danske og internationale medier den 16. september i Mindeparken. Indtil da er det tophemmeligt, hvordan det endelige resultat ser ud. Racerbilen bliver udstillet i LEGO-området i Mindeparken, og efter afsløringen vil alle med billet til Classic Race Aarhus have mulighed for at komme helt tæt på raceren den 18. og 19. september

Tom Kristensen, som med sine ni Le Mans-sejre er den mest succesrige kører nogensinde i det legendariske 24-timers løb, har fulgt processen tæt i snart et år.

“Jeg er hamrende stolt over, at LEGO Nordic og Brick Works har valgt at bygge den Audi R18, som jeg vandt mit sidste løb i Le Mans med. Det er præcisionsarbejde ud over alle grænser, og detaljegraden er vanvittig. For at vinde Le Mans skal du være totalt dedikeret og perfektionistisk – præcis det har jeg oplevet med alle, der har været med i projektet,” siger den danske racerlegende, der bliver den ene af de to, der den 16. september løfter klædet af bilen.

Den anden bliver Caspar Bennedsen, direktør i Brick Works, der har stået for både designet og ikke mindst konstruktionen af LEGO-udgaven af Audi R18. Anført af Caspar har otte rutinerede LEGO-modelbyggere været involveret i byggeprocessen af den imponerende LEGO-model. Gæsterne til Classic Race Aarhus får god mulighed for at se, hvor godt Caspar Bennedsen og hans team har udført arbejdet. For det er nemlig lykkedes arrangørerne at få fat i den originale Audi R18.

"Det bliver en enestående udstilling. Den rigtige Audi R18 side om side med LEGO-udgaven. Vi er dybt taknemmelige over samarbejdet med LEGO Nordic, Brick Works og Tom Kristensen, som har gjort dette muligt. Det bliver første og måske eneste gang, at bil- og LEGO-entusiaster får denne mulighed,” fortæller Poul Dalsgaard, direktør i Classic Race Aarhus.

Hos LEGO Nordic er man spændte på det færdige resultat af det ambitiøse projekt.

”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at gøre denne lidt vilde idé til virkelighed, og at vi om lidt og for første gang kan vise en 1:1 LEGO-model af noget så ikonisk som Tom Kristensens Audi R18. Med Covid-19 fik vi lidt ekstra tid at være kreative i, og da Caspar fra Brick Works var med på idéen, så vi et perfekt match med vores gode samarbejde med Classic Race Aarhus, så modellen kunne blive lanceret i de helt rigtige omgivelser,” siger Line Ann La Cour, LEGO Brand og Event Manager for Norden.

De første billeder af Tom Kristensens Audi R18 bygget 1:1 i LEGO-klodser bliver offentliggjort ved præsentationen den 16. september i Mindeparken, og derefter får de forventede ca. 40.000 gæster til Classic Race Aarhus mulighed for at komme helt tæt på LEGO raceren den 18. og 19. september. 

 

Fakta:
Classic Race Aarhus er en non-profit-organisation og overskuddet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn.  Racefestivalen er to gange blevet udnævnt til Årets Motorsports Event i Danmark, ligesom eventen har vundet en Auto Award. 1.000 frivillige hjælper til før, under og efter løbet. I 2018 blev Classic Race Aarhus overværet af flere end 42.500 tilskuere. Løbet bliver afholdt for ellevte gang 17.-19. september 2021. Siden den første udgave af Classic Race Aarhus i 2010 er mere end 1.300.000 kroner blev doneret til projekter i form af dels kontanter, dels trafiksikkerhedsudstyr, heriblandt mere end 20.000 refleksveste.

Hit Counter