Fantastisk
GP-weekend for Martin Henckel Mortensen
Tre
sejre og en femteplads i søndagens løb blev udbyttet for nordjyden
Årets
Tectyl GP Danmark blev resultatmæssigt en stor succes for Martin
Henckel Mortensen, Hals. Inden løbsweekenden på FDM Jyllandsringen
havde nordjyden taget en enkelt løbssejr i OK Oktan 100 Super GT
Danmark, men her lykkedes det ham at firdoble sit antal af sejre. Og han
gjorde det dels suverænt, dels flot.
Kevin Rossel, Christian Sørensen,
Ole Petersen og Kevin Verner Jensen i kamp under søndagens fjerde heat
(Foto: Morten Kimer Hansen).
I
søndagens første heat leverede han en flot start-mål-sejr, hvor han førte
fra pole position og ved det ternede flag havde et forspring på næsten
fem sekunder. Det andet heat startede han fra position fire, men en
fantastisk start sendte ham forbi først Kevin Verner Jensen, Silkeborg,
så Christoffer Christensen, Vamdrup, inden han lå side om side med
Casper Røes, Odense, ind i første sving. Og i det næste var han i
front og her blev han. I det tredje heat arbejde han sig fra syvende-
til femtepladsen, mens han til fjerde heat atter skulle starte fra pole
position.
Martin Henckel Mortensen (66)
leverede flere flotte starter. Her kæmper han med Casper Røes (7)
efter at have lagt Christoffer Christensen bag sig (foto: Morten Kimer
Hansen).
Også
her gik Martin Henckel Mortensen i front, og da der bagved ham var tæt
kamp mellem Kevin Rossel, Vejle, Ole Petersen, Bredebro, Christian Sørensen,
Aarhus, og Kevin Verner Jensen, kunne han afslutte første omgang med et
forspring på hele 1,6 sekund! Men han kom dog under pres. Casper
Pilgaard havde ikke fået den bedste start, men han pressede på, gik
forbi rivalerne foran sig, så han efter to omgange indtog andenpladsen.
Lidt efter lidt fik han indhentet Martin Henckel Mortensen. Afstanden
mellem de to svingede typisk mellem tre og syv tiendedele, men på 12.
omgang begik Casper Pilgaard en lille fejl, kom lidt udenfor banen og
vupti, så havde Martin Henckel Mortensen en føring på 2,5 sekund og
hans tredje sejr var sikker. Casper Pilgaards andenplads kom dog aldrig
i fare. Bag ham lykkedes det Kevin Rossel at tage tredjepladsen foran
Christian Sørensen.
Selv
om det ikke lykkedes Casper Pilgaard at slå Martin Henckel Mortensen i
søndagens fjerde heat, scorede han selv en ganske sikker sejr i dagens
tredje heat. Her blev hans sejrsmargen på 6,5 sekunder til Kevin Verner
Jensen.
Det
generelle mesterskab i OK Oktan 100 Super GT Danmark føres stadig an af
Ole Petersen, der valgte at spare dæk, men alligevel skrumpede hans
forspring til Christian Sørensen på andenpladsen kun ind fra 18 til 17
point. Blandt Am-kørerne scorede Martin Henckel Mortensen næsten
maksimumpoint, men han har endnu ikke indhentet makkerparret Largim
Ali/Lasse Andreassen, Albertslund/Kolding. De to topper Am-tabellen med
ni points forspring.
Næste
afdeling af OK Oktan 100 Super GT Danmark bliver Padborg Park Night
Race, som køres lørdag den 4. september.