Ingen
betoneksem hos MICCAR RACING
Carsten Lorenzen og MICCAR RACING slap
heldigvis for at blive ramt af betoneksem, da den tredje afdeling
af TCR Denmark blev kørt på gaderne omkring Bellahøj nær København.
Holdet fra Marstrup nær Haderslev havde
taget turen til Copenhagen Historic Grand Prix, hvilket var anden
gang holdet var på banen. I 2019 var det med Super GT bilen, mens
det i år var med Honda Civic TCR FK2 raceren.
Det var en hel måned siden der senest var kørt
løb i TCR serien, så de første omgange i fredagens træning
skulle bruges på at komme ind i rytmen igen og samtidig vænne
sig til en lidt anerledes opsætning på bilen, som en bybane kræver
grundet den ujævne asfalt m.m.
Derfor skulle der heller ikke laves nogen
dumheder i de 20 minutters træning, som var en anelse forsinket,
og kom noget tættere på tusmørket end ellers planlagt.
Foto: JJ Media
Havde fredagens træning begrænset værdi på
grund af tusmørket, var der heller ikke så meget hjælp at hente
i weekendens anden træning, som blev kørt lørdag morgen. Her
trak en regnbyge ind over Bellahøj, inden de 16 TCR-racere var på
banen. Derfor var der ikke nogen tvivl om, at der skulle regndæk
på bilerne.
Banen var efterhånden tørret op til
kvalifikationen, som skulle køres senere på formiddagen – altså
lige indtil TCR bilerne skulle på banen, hvor det startede med
let regn, inden det blev til en kraftig tordenbyge. Det lykkedes
heldigvis Carsten at få sat en tid tidligt i kvalifikationen, og
han lå længe inden for top 10, men endte med 13. startposition,
hvilket var sæsonens hidtil bedste kvalifikationsresultat.
Foto: JJ Media
Til heat 1 var asfalten heldigvis tørret
op.
Der var masser af trafik rundt på første
omgang, hvor der var flere kørere som tog nogle chancer, som
Carsten ikke var villig til at matche. Betonvæggene stod nemlig
og ventede på den mindste fejl, eller en oversatsning under en
nedbremsning.
Den taktik skulle også vise sig at give
pote, da han hurtigt rykkede fremad i feltet igen, blandt andet
fordi der var nogle konkurrenter som lavede nogle meget dyre fejl.
Et par omgange før mål, kom der en mærkelig
vibration i bilen under nedbremsning og samtidig blev
bremsepedalen blød. Derfor turde Carsten ikke andet end at pitte,
hvor mekanikerne måtte i gang med at tjekke bilen. Heldigvis
havde Honda’en kørt nok omgange til stadig at blive
klassificeret som 15’er generelt, og 7’er blandt Trofeo kørerne.
Tilbage i teltet kunne de konstatere, at
styretøjet var gået ud af sporing grundet de høje og meget hårde
curbs på banen. Teamet blev i samme ombæring anbefalet at
montere nye bremser foran.
Foto: JJ Media
Søndag skulle heat 2 starte allerede 08.58,
og her skulle den grønne Honda med startnummer 71 i sideruden
starte fra 15. startposition.
Der skulle ikke gå mange omgange, inden han
avancerede flere pladser fremad i feltet. Med klog og velovervejet
kørsel fik han styret bilen hjem på en 11. plads, i et løb som
desværre sluttede bag Safety Car, da der var yderligere to
konkurrenter som havde ramt de hårde betonmure, der omkransede
banen. Men den generelle 11. plads var sæsonens hidtil bedste løbsresultat,
hvilket samtidig var en 5. plads i Trofeo mesterskabet.
Vejret ville endnu en gang lege med, da
finaleheatet skulle køres. Skiftevis regn og solskin gjorde dækvalget
utroligt svært forud for løbet. Valget faldt på tørvejrsdæk,
som så ud til at være det rigtige, da banen var optørrende, og
der kun var et sving, og en langside, som var våd – til at
starte med.
Få omgange inde i løbet satte regnen ind.
På det tidspunkt var Carsten kommet op på den generelle 13.
plads, men han valgte at pitte efter regnvejrsdæk, da asfalten
flere steder på banen var tricky. Det var en kombination af
sikkerhed og sats, for hvis himlen åbnede sig endnu mere, havde
der været mulighed for at vinde placeringer i forhold til de
konkurrenter som stadig var på de helt glatte slicks, som bruges
på tør asfalt.
Desværre stoppede regnen igen, og det sats
gik i vasken. Men det lykkedes Carsten Lorenzen at køre 13.
pladsen i hus, hvilket samtidig var en 6. plads i Trofeo
mesterskabet for ikke-professionelle kørere over 40 år.
Foto: JJ Media
Efter den lærerige weekend i København
indtager Lorenzen 8. pladsen i Trofeo, og 17. pladsen i det
generelle mesterskab.
Nu står den på forberedelse hjemme i værkstedet,
hvor bilen allerede skal være klar i næste uge, idet der mandag
og tirsdag køres officiel TCR-test på Jyllandsringen. Nogle dage
senere går det så løs til Grand Prix Danmark på selvsamme
bane.
Fik man ikke set weekendens løb fra København,
kan det genses på TV2 Play, ligesom Grand Prix Danmark kan ses
live derinde – plus direkte på én af TV2’s sportskanaler.
MICCAR
RACING
JJ
Media
|