Tre
forskellige vindere i dramatisk københavner-weekend
Både
Frederik Schrøder og Mads Panik Pedersen scorede sæsonens første
sejre
Årets
fjerde afdeling af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen bød på alle de
elementer, som kendetegner motorsporten. Kørerne oplevede skuffelse og
glæde såvel som sejre og nederlag. Og publikum ved Copenhagen Historic
Grand Prix blev vidne til både tæt race og dramatik på gadebanen på
Bellahøj.
Weekendens
gladeste mand var Mads Panik Pedersen, Hjallerup, der var en af de kørere
i feltet, som leverede flest overhalinger. Normalt starter de 20 bedste
første heat i omvendt rækkefølge i forhold til deres
tidtagningsresultat, men på Bellahøj Park havde man af
sikkerhedshensyn valgt at suspendere den regel. Alligevel blev Mads
Panik Pedersen sat på arbejde. I første heat kørte han sig fra
sjette- til fjerdepladsen, i andet heat fra femte- til tredjepladsen, og
i tredje og sidste heat lykkedes det ham så at køre sig fra fjerde-
til førstepladsen og tage sæsonens første sejr.
Sæsonens
første sejr kunne Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, også notere
sig for. Han havde sin bedste løbsweekend i denne sæson, hvor han i de
tre løb scorede en sejr, en tredje- og en fjerdeplads, men en endnu
bedre løbsweekend havde Mads Gravsen, Slagelse. Han var hurtigst af
alle, da deltagerne fredag aften uden forudgående træning blev sendt på
banen for at køre tidtagning, og så vandt han ellers et løb og
sluttede som toer i de to andre.
Niklas Voetmann havde det store smil fremme inden
Copenhagen Historic Grand Prix. Desværre endte han den københavnske løbsweekend
på taget.
Trioen
her var nogle af de gladeste ved Copenhagen Historic Grand Prix. Andre
topkørere oplevede store skuffelser i København. Den forsvarende
mester Magnus Madsen, Skjern, noterede sig således sæsonens første
nulscore, da han i første løb måtte køre i pit med svigtende
bremser. Niklas Voetmann, Hillerød, derimod fik en dramatisk exit fra løbet,
da han bil havnede på taget i andet løb. ”Vi lå tre kørere i rap.
Jeg var bagest, men hurtigere, så jeg ville bare forbi,” fortæller
han. ”Jeg kom lidt for sent ind i en chikane, og da jeg kom for bredt
ud af den, ramte jeg banekanten og røg rundt. Motor og chassis ser okay
ud, men der var et brækket hjulophæng og andre skader.”
Inden
Copenhagen Historic Grand Prix førte Mathias H. Jensen, Hinnerup,
Legends-mesterskabet med 57 point til nærmeste konkurrent. Men selv om
løbsweekenden målt på enkeltresultater var hans absolut dårligste i
denne sæson, havde hans strategi om at køre på det sikre og komme
igennem alle løb båret frugt. Han kunne drage hjem fra hovedstaden med
et forspring, der nu var vokset til 68 point.
En
anden kører, som forlod Bellahøj Park med en føring, var Lars
Bohnensach Ebbesen, Varde. Inden løbsweekenden var han toer i
oldboys-kategorien, men da det for anden gang i denne sæson lykkedes
ham at score maksimumpoint for en mesterskabsafdeling – bedste
oldboys-kører i såvel tidtagningen som de tre løb – har han nu
overtaget oldboys-føringen fra Mike Nordby Mathiesen, Varde. Sidstnævnte
var først i det tredje og sidste løb i stand til at presse Lars
Bohnensach Ebbesen, som i weekendens andet heat var blevet presset af
Kim Schmidt Petersen, Hadsten.
Alstrup