Mathias H. Jensen scorede årets
anden maksimumweekend
Vicemesteren havde en
perfekt weekend i OK Mobil 1 Legend Car Cup
Meget tyder på, at
Mathias H. Jensen, Hinnerup, har sat kursen mod årets titel i OK
Mobil 1 Legend Car Cuppen. For anden gang i denne sæson havde han
på FDM Jyllandsringen det, der er en Legend-kørers drømmeweekend,
nemlig en maksimumweekend. En løbsweekend, hvor de maksimale 100
point ryger ind på kontoen efter at have været hurtigst i
tidtagningen og vinde alle tre løb.
Mathias H. Jensen (6) gjorde rent bord
på FDM Jyllandsringen (foto: Henning Smed).
Mathias H. Jensen gjorde
det også ved sæsonpremieren på Ring Djursland, men selv om han
denne gang var mere end seks tiendedele af et sekund hurtigere end
nærmeste konkurrent i tidtagningen, virkede det ikke sandsynligt
med en gentagelse. I første heat – hvor de 20 bedste
tidtagningen jo starter i omvendt rækkefølge – var han ikke
lynende hurtig til at komme frem i rækkerne fra startposition 20,
specielt ikke på de første omgange, hvor mulighederne er størst.
En safety car-periode hjalp ham, for da løbet blev givet frit, lå
han nu tæt efter de seks forreste kørere i feltet.
Et par gode overhalinger
gjorde, at han med to omgange igen blot havde Mads Panik Pedersen,
Hjallerup, og Niklas Voetmann, Hillerød, foran sig. Niklas
Voetmann fik han passeret, men denne holdt stadig godt ved, da førertrioen
for sidste gang gik ind i Mascot-svingkombinationen på FDM
Jyllandsringen. Vel at mærke side om side. Denne udfordring
klarede Mathias H. Jensen bedst, og han kunne vinde med et lille
sekund til Mads Panik Pedersen og Niklas Voetmann, som sluttede
adskilt af blot fire hundrededele ved det ternede flag.
Ingen af disse to kunne
dog gøre noget ved Mathias H. Jensen i de efterfølgende heats.
Det var i stedet Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, som udgjorde
den største trussel, specielt i løb 2, hvor han flere gang
truede den mesterskabsførende, men til sidst måtte give fortabt.
Med sin weekendens maksimumscore voksede Mathias H. Jensens
mesterskabsføring, men den blev også større end forventet. De
seneste to års mester – Magnus Madsen, Skjern – havde således
efter sin vanlige standard en katastrofeweekend. For første gang
siden efteråret 2018 lykkedes det ham således ikke at komme i
top 3 i hverken tidtagning eller løb, og vestjyden tabte derfor
terræn til Mathias H. Jensen – som han nu er 57 point efter –
mens hans forspring til Joachim Lee Holmstoel på tredjepladsen er
blevet reduceret til blot otte point.
Blandt feltets oldboys-kørere
kom der et positionsskifte i toppen af tabellen – og det skete
faktisk ganske uventet.
Lars Bohnensach Ebbesen og
Mike Nordby Mathiesen, begge Varde, har stort set haft patent på
pladserne som de bedste kørere over 40 år i feltet, mens ved
forrige afdeling på Padborg Park vendte Thomas Iversen, Horsens,
tilbage og udfordrede dem.
På FDM Jyllandsringen
blev der sat en midlertidig stopper for horsensianerens
udfoldelser, da han på første omgang af tidtagningen rykkede højre
forhjulsophæng af sin racer, hvilket ikke bare kostede ham point
fra tidtagningen, men også en start i klassens første løb. I
weekendens andet løb lå Thomas Iversen længe til en placering
som tredjebedste oldboys-kører efter Lars Bohnensach Ebbesen og
Kim Skov Mortensen, Jerslev, men han fik den ikke. Dels blev han
passeret af Mike Nordby Mathiessen mod slutningen af løbet, dels
endte han med en udelukkelse, da hans racer ved efterkontrollen
blev vejet og fundet fire kilo for let. Oprejsning fik Thomas
Iversen dog i tredje løb, hvor han sluttede som næstbedste
oldboys-kører.
Da andet heat i OK Mobil 1
Legend Car Cuppen var en omgang gammel, havde ingen dog troet på,
at weekenden ville ende med en ny førende i oldboys-konkurrencen.
Mike Nordby Mathiesens bil holdt nemlig urokkeligt fast i
sandkassen ved Hesteskoen på FDM Jyllandsringen. Så urokkeligt
fast, at løbsledelsen indsatte en safety car, men inden
rydningspersonale nåede frem til den strandede racer, var Mike
Nordby Mathiesen steget ud af sin bil og havde egenhændigt fået
skubbet den ud af sandkassen. Han fik den startet igen og satte
som absolut sidste mand – akkompagneret af dagens største
klapsalve fra tilskuerpladserne – efter feltet. Takket været
endnu en safety car fik han fanget det og scoret gode point, men
han havde ikke troet, at han ville overtage føringen i
oldboys-tabellen. Det gjorde han i det tredje og sidste heat, da
han overhalede Lars Bohnensach Ebbesen, der i banens fjerne ende
pludselig var udgået fra en ellers sikker klasseføring. Nu fører
Mike Nordby Mathiesen med fem point.
Deltagerne i OK Mobil 1
Legend Car Cuppen får en forholdsvis kort sommerferie. Allerede i
den første weekend af august køres næste afdeling af
mesterskabet ved Copenhagen Historic Grand Prix.
Alstrup |