Forrygende
start på sæsonen for Momentum Racing
Det blev til en forrygende start på 2021 sæsonen
for Momentum Racing, da teamet sæsondebuterede på Padborg Park.
Holdet med base i Kalvehave på Sydsjælland
er gået ind i deres anden sæson i Yokohama SuperCup, og samtidig
også anden sæson i de to røde og hvide Seat Ibiza racere.
Det var lige på og hårdt lørdag
formiddag, hvor der ikke var nogen træning forud for
tidtagningen. Heldigvis havde både Oliver Rømer og Jens
Kristoffersen fået trænet på banen i forårsmånederne, plus de
havde løbserfaring i bilerne, fra selv den samme bane tilbage fra
september 2020.
Det var Kristoffersen, der ramte den bedste
omgang af de to, og satte den næsthurtigste tid af alle 14
deltagere i klassen. Rømer fik sat 4. hurtigste tid af alle, og
dermed også med i den sjove ende af feltet.
Foto:
JJ Media
Weekendens første løb skulle køres senere
på lørdagen, hvor solen bagede ned fra en næsten skyfri himmel.
Det betød også at det var umådeligt varmt inde i racerbilerne.
Det lykkedes Jens i den røde og hvide racer
med startnummer 32 på sideruden, at få den klart bedste start på
løbet, og tog derfor føringen allerede ind i Sving 1. Den
placering lykkedes det ham at holde fast i, hele vejen igennem
heatet, selvom der blev presset hårdt på bagfra af to andre kørere,
som han aldrig rigtig fik rystet af. Men det var en yderst
tilfreds kører, der kunne tage sin første sejr indenfor
asfaltbanesporten, blot to år efter han debuterede i sporten.
Rømer måtte kæmpe lidt med bilen, som af
og til ikke rigtig ville give maksimal power fra motoren, hvilket
resulterede i at et par konkurrenter fik kørt sig forbi. Han fik
dog kørt en udmærket 6. plads hjem, hvilket betød at han skulle
starte treer i heat 2, mens Kristoffersen skulle starte 8’er, da
man bytter rundt på de første 8 placeringer.
Foto:
JJ Media
Der var sket et markant vejrskifte henover
natten, hvor der havde været et kraftigt regnvejr inde over banen
i morgentimerne, hvilket også gjorde at banen startede ud med at
være pladdervåd. Det var dog først 11.05 at Yokohama SuperCup
bilerne skulle på banen, og derved havde nogle af de andre
klasser mulighed for at få asfalten tørret, kombineret med en
god blæst og begyndende solskin.
Derfor var det også utroligt svært at
bestemme sig for regndæk eller tørvejrsdæk. Både Kristoffersen
og Rømer satsede på regndæk, hvilket også viste sig at være
det bedste i starten af løbet.
Oliver kom fantastisk af sted, og tog føringen
af løbet på vej ind i Sving 1, og holdt fast i den gennem
to-tredjedele af løbet. Asfalten var dog blevet for tør til
regndæk, så de begyndte ligeså stille at miste vejgreb. I
mellemtiden havde Jens fået kørt sig frem på 2. pladsen i løbet,
men havde de samme problemer med dækkene.
4 omgange før slut, måtte Rømer i bil
nummer 31 afgive føringen, og faldt tilbage på 4. pladsen i løbet,
da det dækkene var fuldstændig kogte.
Foto:
JJ Media
Det lykkedes Kristoffersen at holde lidt
mere liv i dækkene, og krydsede målstregen som toer. Dog havde
den forankørende overhalet i Gul Flagzone, hvilket er meget
forbudt, og fik derved en straf. Dermed kunne Jens kalde sig løbsvinder
for anden gang i weekenden, selvom det ikke var helt den samme følelse
som den foregående dag.
Endnu en sejr betød endnu en 8.
startposition. Her var Jens lige frisk nok i starten, og fik lavet
en tyvstart, som dommerne takserede til to strafbaner. Dermed var
han sat ud af spillet omkring sejren, da en strafbane koster
omkring 3 sekunder i forhold til konkurrenterne omkring ham.
Alligevel fik han kæmpet sig godt tilbage, og sluttede på en 4.
plads, lige udenfor podiet.
Oliver startede løbet som femmer, og efter
en masse tætte kampe, hvor placeringerne bølgede lidt frem og
tilbage, kom han også i mål som femmer.
Foto:
JJ Media
Kigger man på mesterskabsstillingen, har
Jens Kristoffersen taget føringen efter den første løbsweekend.
Top 3 er dog kun adskilt af 7 point, og med 25 point for en løbssejr,
er det et meget lille forspring.
Oliver Rømer indtager aktuelt 6. pladsen,
og er 19 point efter holdkammeraten – altså også indenfor en løbssejrs
afstand.
Næste gang at Momentum Racing skal på
banen, bliver til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, som
er programsat til den 20.-22. august. Holdet skal dog ikke ligge på
den lade side indtil da, da der venter nogle racer events, plus
bilerne skal klargøres til de forestående strabadser.
Momentum
Racing
JJ
Media
|