Godkendt
åbningsløb for MICCAR RACING
Det blev et godkendt åbningsløb for MICCAR
RACING og Carsten Lorenzen, da den første afdeling af TCR Denmark
mesterskabet 2021 blev kørt på Ring Djursland.
Ikke nok med at det var det første løb i
2021, så var det debut i klassen for Lorenzen.
Racerkøreren fra Marstrup nær Haderslev
havde kun haft to testdage, samt en funktionstest i Honda Civic
TCR FK2 raceren, som er yderst letgenkendelig med dens chromegrønne
farve.
Weekenden blev startet med to træninger,
hvor det blev til to gange 19. hurtigste tid ud af de 20 kørere.
Det gik hurtigere og hurtigere for hver omgang i bilen, men der
skulle findes endnu mere tid inden kvalifikationen.
Der blev ændret en smule på bilens opsætning,
men det var ikke noget som gav det helt store tidsmæssige hop og
kvalifikationen resulterede således til 19. startposition.
Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk
Weekenden viste tydeligt, at det simpelthen
er køretid i den nye bil Carsten mangler, og derfor blev der
stort ikke eksperimenteret mere med opsætning, men derimod
arbejdet mere med det mentale og få flyttet Lorenzens grænser
ved bl.a. nedbremsninger. Dette var noget der virkelig gav pote i
løb 1. Her blev omgangstiderne næsten forbedret med over et
sekund i forhold til kvalifikationen, mens konkurrenterne stadig kørte
de samme omgangstider.
Startplaceringen som nummer 19 til løb 1
var sådan set heldig nok, for der var et sammenstød midt i
feltet, som Carsten heldigvis havde tid til at undvige. Det udløste
en Safety Car, så en skadet bil kunne blive slæbt væk fra
banen, og de små vragdele kunne blive fejet ind i siden.
Da løbet blev givet frit igen, lå Carsten
og kæmpede med omkring 15. pladsen, hvor placeringerne skiftede
et par gange.
Han endte med at krydse målstregen på 15.
pladsen generelt, og 7’er blandt Trofeo kørerne, hvilket også
var startplaceringen til løb 2.
Den start forløb heldigvis mere smertefri
end den første, men nogle af de hurtigere kørere som havde været
involveret i uheldet i første løb, fik hurtigt kæmpet sig forbi
Lorenzen. Men der kom 18 omgange mere på erfaringskontoen, og en
18. plads til køreren med startnummer 71 på siden, samt en 8.
plads blandt Trofeo konkurrenterne.
Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk
Resultatet af de to første løb dannede
startplaceringerne til finaleløbet, hvor det igen var 18.
startposition.
Det blev til en rigtig god start for
Lorenzen, som holdt fast i placeringen, og endda fik overhalet en
konkurrent i løbet af den første omgang. Den varme asfalt, og
ikke mindst de 5 minutters længere køretid end de to andre løb
gjorde, at bilen stille og roligt blev langsommere og langsommere.
Mod slutningen af løbet blev han passeret
med en omgang af de førende kørere, men det endte faktisk lidt
med at blive en positiv oplevelse, da han så kunne hægte sig på
de resterende omgange, hvor han faktisk hang rimelig godt på de
allerhurtigste, som også bøvlede med varme dæk. Slutresultatet
blev en samlet 16. plads generelt, hvilket rakte til 8. pladsen
blandt Trofeo kørerne.
Så alt i alt sluttede weekenden på en
positiv måde, og der er kommet en masse erfaring ind på kontoen,
som med sikkerhed kan udnyttes til de næste løb i 2021 sæsonen.
Desværre var weekenden det eneste løb på Ring Djursland i år,
så det bliver svært at overføre direkte til et eventuelt efterårsløb,
men der er stadig erfaringer med eks. opsætning som kan overføres
til de andre baner.
Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk
Carsten Lorenzen indtager aktuelt 8. pladsen
i Trofeo mesterskabet, som er for de ikke professionelle racerkørere
over 40 år.
Nu har holdet en måneds forberedelsestid,
inden den 2. afdeling af TCR Denmark skal køres på FDM
Jyllandsringen den 3.-4. juli. Her er planen fra banens side, at
der bliver lukket op for tilskuere, så man kan se det direkte på
banen, i stedet for blot at følge det på tv skærmene hjemme fra
stuen.
MICCAR
RACING
JJ
Media
|