Træls weekend for Bannergaard

Det blev en lettere træls weekend for Team Bannergaard Racing, da den 5. afdeling af DS3 Cup blev kørt på FDM Jyllandsringen nær Silkeborg.

Teamet fra Græsted havde taget turen til det midtjyske, for at forsøge at erobre andenpladsen i 2022 mesterskabet, da Dennis Bannergaard kun var 3 point bagude, da weekenden startede.

 

Foto: JJ Media

Efteråret havde dog været i gang på bedste – eller nogen vil sige værste vis – med regnvejr om fredagen, og trods morgensol på asfalten, var solens varende stråler nu så svage, at det ikke rigtig nok til at få tørret asfalten.

Asfalten var dog ikke pladdervåd, så derfor satset holdet på tørvejrsdæk til lørdagens træning. Det var bestemt ikke det optimale dækvalg, hvilket køreren også fik at føle på den anden omgang, hvor han lige var ude at snitte gruset i et af afkørselsområderne. Han kunne dog køre videre derfra, og fortsætte træningen. Derfor var der heller ikke nogen panik over, at Dennis blot var 12. hurtigste kører i træningen – konkurrenterne havde nemlig været ude på regndæk.

Det så længe ud til at kvalifikationen lørdag eftermiddag skulle køres på tør asfalt – indtil der lige kom en kraftig byge i minutterne forud for DS3 klassens kørsel. Derfor skulle der regndæk på raceren, for bare at have en lille smule greb. Her satte Bannergaard 3. hurtigste tid af alle, hvilket var et yderst fornuftigt udgangspunkt til søndagens første løb.

 

Foto: JJ Media

Det havde regnet lørdag aften, så asfalten var stadig våd, da der skulle køres klokken 11.00 om søndagen. Der var dog et tørt spor rundt på hele banen, og så gjaldt det ellers om at holde sig i det.

Og det kneb det med i det første Sving 1, hvor bilerne kommer ned, med 3 mænd side om side – desværre med Dennis i det våde spor. Det kostede en snurretur, men til alt held undgik han at blive ramt af konkurrenterne, og kunne sætte jagten ind fra stort set sidstepladsen i feltet.

Her leverede han sublim kørsel, og fik stille og roligt arbejdet sig frem i feltet.

For at få varme i dækkene inden løbet var startet, havde Dennis bremset ned, og herefter accelereret kraftigt – og det takserede dommerne til en strafbane, da man ikke må lave prøvestarter. Så det kostede en god håndfuld sekunder, da den del af banen ikke var kørt tør endnu. Men så måtte han bare sætte jagten ind igen.

Der var lidt gnubben på de sidste omgange af løbet fra nogle konkurrenter, så i stedet for at slutte på 6. pladsen, kom den gule DS3 Cup racer med startnummer 59 i mål på 8. pladsen.

 

Foto: JJ Media

Så humøret var ikke ligefrem det bedste efter det heat, da det også betød 8. startposition til løb 2.

Men her blev aggressionerne omdannet til fart, så efter den første omgang, var han allerede oppe som 4’er. Herefter foregik i alt 13 omgange med maksimalt pres på 3’eren, i forsøget på at køre sæsonens 5. podieplads hjem.

Desværre lykkedes den mission ikke, og derfor måtte holdet for første gang i comebackåret 2022 taget hjem uden en pokal i forruden af lastbilen – de fire foregående gange, har der altid været sølvtøj med hjem. 

Tredjepladsen i mesterskabet blev dog forsvaret, og det er også målet for den kommende weekend på Padborg Park, hvor sæsonfinalen skal afvikles.

Det var på selv samme bane, at 2022 sæsonen startede, så mange kilometer racerasfalt har været under hjulene i den tid.

 

Foto: JJ Media

Teamet håber på at se en masse tilskuere på lægterne, til den allersidste løbsweekend i år, hvor der forhåbentlig kommer minimum en løbspokal, foruden en mesterskabspokal med hjem.

Tidsplanen for weekend er som følger (med forbehold for eventuelle ændringer)

 

  • Lørdag
  • Træning         10.25
  • Tidtagning    13.20
  •  
  • Søndag
  • Løb 1            11.00
  • Løb 2            15.00

 

Team Bannergaard Racing

 

Hit Counter