Mikkel O. Pedersen: "Jeg fik bevist det, jeg skulle."
VM-køreren
var fjerdehurtigst blandt næsten 150 racerkørere i Spanien
Mikkel
O. Pedersen satte masser af hurtige omgangstider på formel
1-banen ved Barcelona
(foto: Patrick Hecqq).
Selv
om Mikkel O. Pedersen søndag eftermiddag ikke fik det ternede
flag at se ved årets sidste afdeling af GT World Challenge Europe
på Circuit de Catalunya, var han alligevel tilfreds med sin
indsats, da han rejste fra Spanien.
"Jeg
fik bevist det, jeg skulle bevise," siger VM-køreren med
henvisning til sin egen indsats i Dinamic Motorsports Porsche 911
GT3-R.
"Allerede
under træningerne kørte jeg lige op med teamets søsterbil. I
den første træning fik jeg tre omgange på gamle dæk for lige
at få banen ind på kroppen igen, og så fik jeg ellers syv
omgange på nye dæk, hvor jeg blot var en tiendedel fra søsterbilen.
Under kvalifikationen var min tid bedre end de omgangstider, to af
de tre fabrikskørere satte i søsterbilen, og jeg endte med at sætte
13. bedste tid af alle, selv om jeg var plaget af trafik."
Som
ved sine forrige optrædener for Dinamic Motorsport i GT World
Challenge Europe var Mikkel O. Pedersen sidste mand i bilen, og
her kørte han også stærkt. Så længe det varede.
"I
mit stint var jeg fjerdehurtigst af alle. Det er ikke kun af de 47
deltagende biler, men også af de knapt 150 kørere, som var med i
weekenden. Det kan jeg godt være lidt stolt af, selv om vi ikke
fuldførte," siger Mikkel O. Pedersen. "Halvvejs inde i
mit stint opstod der problemer med gearkassen. Lige pludselig kom
der voldsomme metallyde. Det begyndte under en periode med Full
Course Yellow, og da feltet var blev samlet op, blev det helt
galt, og da vi ikke havde noget at køre for, valgte vi at stoppe
med en halv time igen."
I
den kommende weekend er Mikkel O. Pedersen atter at finde på en
racerbane. Det er på FDM Jyllandsringen, hvor DM-Finalen i
Special Saloon Car køres.
"Men
jeg lader styrthjelmen blive hjemme og tager i stedet mekanikertøjet
på, for jeg skal hjælpe vores kørere i teamet med at få en god
sæsonafslutning," siger Mikkel O. Pedersen. "Klaus
Hansen ligger til ikke bare at vinde sin klasse, men han kan også
blive mester generelt, mens Kasper Søholm ligger på
tredjepladsen."
|