JV
Motorsport klar til hjemmebanen
JV Motorsport er klar til at vende tilbage på
racerbanen denne weekend, når der skal køres en afdeling af
Yokohama SuperCup.
Holdet fra Sunds nær Herning skal kun tage
den korte tur til Resenbro ved Silkeborg, for at deltage i
weekendens løb.
Jan Vestergaard er forsvarende Oldboysmester
i Yokohama 1600 Challenge, og planen var oprindelig, at der skulle
køres en fuld sæson, eller tæt på fuld sæson i Yokohama
SuperCup i 2022. Derfor blev den gamle bil solgt, og en ny købt
allerede omkring nytårstid.
Forårsmånederne gik med at få den hvide
Peugeot 307 renoveret og opdateret, men da den afsluttede
motortest skulle foretages, inden den første løbsweekend, endte
det desværre med et motorhaveri.
Derfor gik det yderligere et par måneder,
inden holdet var klar til den første testdag med bilen. Den første
del af dagen forløb fint, inden et oliespild i motorrummet udløste
en brand. Heldigvis skete det tæt på en ildslukker, så der ikke
skete voldsomme skader – men da det skete to dage før en løbsweekend,
måtte der også slås en streg over den.
Endelig var holdet klar til den 3. løbsafdeling,
som blev kørt på Ring Djursland i august. Stille og roligt blev
flere og flere børnesygdomme ryddet af vejen, og det som kunne løses
på dagen, blev løst undervejs.
Der viste sig dog også at være et lidt større
projekt, som ville kræve en del økonomi, og ikke mindst timer på
værkstedet hos Hans Jørgensen på Fyn, som hjælper med at
renovere, servicere, og ellers drive bilen under løbsweekenderne.
Foto: JV Motorsport
Derfor blev beslutningen taget, at leje en
anden bil til denne afdeling på FDM Jyllandsringen, for at give
noget tilbage til holdets trofaste samarbejdspartnere, som har gået
og ventet henover sæsonen – og så for bare at køre noget
racerløb igen.
Muligheden for at leje en Seat Ibiza 1,8 bød
sig, og med det samme slog Jan til, da han vidste at det var en
bil fra absolut allerøverste hylde indenfor Yokohama SuperCup.
Bilen vandt mesterskabet i 2021 sæsonen, mens en identisk søsterbil
aktuelt ligger toer i mesterskabet.
Dermed ikke sagt, at Vestergaard skal ligge
og køre omkring generelle løbssejre denne weekend. De første
metre i bilen, bliver lørdag formiddag, når der skal køres
kvalifikation til weekendens tre løb. Men han kender banen fra de
tidligere sæsoner – det hele kommer bare til at gå lidt
hurtigere i den røde og hvide racer.
Holdet skal i denne weekend stå sammen med
Momentum Racing, som ejer biler og driver den identiske racer, og
aktuelt er i gang med deres 3. sæson med bilmodellen. Jan tager
dog stadig de trofaste hjælpere med, til at have omkring sig, og
skrue på bilen henover weekenden.
JV Motorsport håber på at se en masse
kendte ansigter henover weekenden, og især søndag, hvor de tre løb
skal køres. Forhåbentlig kan teamet levere noget godt kørsel,
selvom det er helt nyt.
Tidsplanen for weekenden i Yokohama SuperCup
lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):
Lørdag
Kvalifikation 09.35
Søndag
Løb 1 10.35
Løb 2 12.55
Løb 3 16.40
JV
Motorsport
JJ
Media
|