Momentum Racing med helt fremme

Momentum Racing var med helt fremme, da den 1. løbsweekend i 2022 blev afviklet på Padborg Park.

Oliver Rømer var til start i Yokohama SuperCup, mens Jens Kristoffersen stillede op i OK Mobil 1 Super 2L Danmark.

Det er 3. sæson for Rømer i Seat Ibiza raceren, og han viste, at han bestemt hører med til mesterskabskandidaterne i 2022 sæsonen.

 

Foto: JJ Media

Træningen for ham blev afviklet lørdag formiddag, men en tidligere klasse på banen havde spildt en masse olie, så der var spredt kattegrus ud over størstedelen af banen, for at suge olien op. Derfor var tiderne ikke specielt repræsentative, plus det ikke gav den store mening, at risikere bilen i en træning.


Derfor blev der satset mere på kvalifikationen lørdag eftermiddag. Det føromtalte oliespild havde forsinket tidsplanen, så der var kommet en ny. Desværre blev det ikke kommunikeret videre, at der var kommet en ny tid. Det betød at Oliver ikke nåede på banen til kvalifikationen – og da han endelig var klar til at køre ud, var der to andre biler som var kørt sammen, så resten af kvalifikationen blev aflyst.

Han var dog ikke den eneste kører, som blev fanget af det – så de to skulle starte bagerst i feltet, og dermed få lavet en masse overhalinger.

Og overhalet – det blev der. Kort efter starten, var Oliver allerede helt oppe i toppen af feltet, hvor det lykkedes ham at køre en andenplads hjem, efter at have kæmpet med omkring sejren.

 

Foto: JJ Media

 

I heat 2 kom Rømer bedst ud af starten, og førte Yokohama SuperCup feltet an, men måtte afgive føringen efter en brav kamp. Igen lykkedes det ham at køre en fin 2. plads hjem, med gode point til mesterskabet.

Weekendens sidste heat blev startet fra 7. startposition, da man vendte rundt på slutresultatet fra heat 2. Men der gik ikke længe, inden Oliver var med i top-3 igen, hvor det blev til en intens kamp. Længe så det ud til at han skulle udfordre de to første, men i stedet begyndte manden på 4. pladsen at presse på – og endda i et tilfælde – rent bogstaveligt. Det var kun et lille prik, og Oliver kunne holde placeringen, som han bragte hele vejen i mål.

Med weekendens resultater, indtager Oliver Rømer aktuelt 2. pladsen i Yokohama SuperCup mesterskabet, som stadig har 5 afdelinger tilbage af 2022 sæsonen.

 

Foto: JJ Media

Jens Kristoffersen tog en weekend ombord den nye Mitjet 2L racer, som er en fysisk mindre udgave af OK Mobil 1 Super GT Danmark racerne, som de deler banetid med.

Da Jens også er en del af organisationen af den klasse, havde han to kasketter på i weekenden, hvilket også gjorde, at han måtte misse den første officielle træning lørdag formiddag.

Han var i bilen til den 2. træning, som blev kørt lørdag middag, hvor det lykkedes ham at sætte 7. hurtigste tid, efter kun at have fået 20 omgange med bilen, inden løbsweekenden overhovedet var startet.

Til kvalifikationen skruede konkurrenterne virkelig op for gassen, og tiderne blev markant forbedret. Selvom det blev til personligt bedste tid i raceren med startnummer 232, rakte det til 8. startposition.

 

Foto: JJ Media

Heat 1 blev weekendens bedste for Kristoffersen, med en samlet 5. plads, og yderligere forbedringer af omgangstiderne. I Heat 2 var han på vej mod et lidt bedre resultat, da han fik et let skub på bagenden, hvilket resulterede i et spin, og en masse tabt tid. Alligevel fik han bilen kørt hjem på endnu en 5. plads, i det tætte felt.

Weekendens sidste heat blev lidt en gentagelse af heat 2 – en god start, og undervejs midt i feltet, inden han fik et lille skub, og tabte placeringer igen.

Umiddelbart er det blevet besluttet, at det var en one-off, og at resten af 2022 sæsonen kommer til at foregå på sidelinjen, da der simpelthen er så meget arbejde rent organisatorisk under løbsweekenderne. Det er for svært, at skulle skifte over til at være racerkører, få minutter før man skal i bilen, og så tilbage til den anden kasket, ligeså snart at man har set målflaget. Men nu ser vi hvad der sker henover året. Målet er at få 232’eren lejet ud i stedet for, så der kan komme andre og flere kørere til klassen, som ønsker at deltage i et eller flere løb.

 

Foto: JJ Media

Det næste løb for Oliver Rømer bliver den 25.-26. juni på FDM Jyllandsringen, hvor den anden afdeling af Yokohama SuperCup skal afvikles. Indtil da, står den på flere eventdage med Momentum Racing.

 

Momentum Racing

JJ Media

 

 

Hit Counter