Eilertsen
viste farten på Gelleråsen
Team Eilertsen Racing viste god fart, da den
anden afdeling af Valeryd Legends Cup Sweden 2025 blev kørt på
Gelleråsen Arena.
Holdet fra Espergærde kendte allerede banen
fra tidligere i år, hvor der blev kørt test på den midt-svenske
bane.
Der var 61 startende biler i weekenden, og
det betød at feltet var delt op efter farten ved den foregående
afdeling. Her var Henrik Eilertsen blandt de 33 hurtigste, og
derfor skulle han køre i Gruppe 1 i træning og kvalifikation.
Her blev det til en masse gode omgange, hvor
han var henholdsvis 27’er og 30’er – altså igen i den bedre
halvdel.
Foto:
Racefoto
Lørdag eftermiddag blev kvalifikationen kørt,
og her fik Eilertsen sat en rigtig god omgang sammen til sidst.
For hver omgang kom tiderne tættere og tættere på de
allerhurtigste i feltet, og han endte med at sætte 30. hurtigste
tid i Gruppe 1.
Efter kvalifikationerne for Gruppe 1 og 2,
blev alle tiderne lagt sammen, og det rakte til 36. hurtigste tid
for Henrik – altså lige uden for Top-32, som gik videre til
A-Finalerne. Til gengæld var han helt fremme i B-Finalerne, som
denne weekend skulle køres tre af.
Eilertsen blev lidt bokset inde ved starten
af det 14 minutter lange løb, og tabte et par placeringer i det første
sving.
Det blev til en utrolig tæt duel omkring 6.
pladsen, som bølgede frem og tilbage, med fantastisk tæt kamp
mellem ham og flere af de svenske konkurrenter. Faktisk var
Eilertsen på et tidspunkt nede at vende omkring 9. pladsen, men
fik kørt sig fremad igen til 8. pladsen, da han krydsede målstregen.
Det svarede til en 4. plads blandt Golden Master, og en 2. plads
blandt Rookiekørerne i B-finalen.
Foto:
Racefoto
Det betød at han skulle starte 6’er til
weekendens andet løb. Det blev til en forrygende start, hvor
Henrik allerede var oppe på 4. pladsen, da bilerne kom ud af det
første sving.
Igen var der hård og tæt kamp i feltet, og
et hvert overhalingsforsøg skulle overvejes – for gik det galt,
og man tabte bare en lille smule tid, stod en hel række bagvedkørende
i kø for at overhale. Et forsøg på at komme op som 3’er,
endte i stedet med at falde ned på 5. pladsen.
Med 6 minutter tilbage af løbet, havde han
fået hentet kørerne på 3. og 4. pladserne, så han igen kunne
begynde at angribe dem. Det gav dog lidt uro i feltet, da nogle kørere
skulle overhales med en omgang, hvilket gjorde at Henrik tabte en
enkelt placering i stedet. 6. pladsen endte med at blive
slutplaceringen i B-Finalens heat 2, hvilket samtidig var 3’er i
Golden Master og 2’er i blandt Rookiekørerne i B-finalen.
Foto:
Racefoto
Til weekendens sidste heat, startede
Eilertsen 5’er, men lavede en super start, og var oppe som
2’er i det første sving. Få sving senere tog han føringen af
løbet, og trak hurtigt fra feltet, som kæmpede hårdt internt.
Henrik måtte forsvare sig på bedste vis,
da de andre kørere fik lidt slipstrøm ned af langsiden. Han
mistede kortvarigt føringen, efter 7 minutters ræs, men et par
sving senere, var han i front igen. En lidt sen nedbremsning på
den næste omgang, gjorde at han tabte to placeringer, men hang
stadig godt på de to førende.
Der opstod en lidt uheldig situation, med et
par minutter tilbage på uret. Da han kom ned for enden af start-målangsiden,
reflekterede solen i en plade, så det lignede at der var Rødt
Lys – altså løb afbrudt. Det viste sig dog kun at være solen
– så det kostede Henrik et par placeringer, da de bagvedkørende
stadig holdt fuld gas på. Henrik var dog ikke den eneste som så
det lys, og flere andre kørere i feltet havde også taget gassen
af, eller sågar kørt i pit.
Så heat 3 blev gennemført på 5. pladsen,
hvilket samtidig var den bedste Rookie og næstbedste Golden
Master i B-finalen.
Foto:
Racefoto
Efter weekenden indtager Henrik Eilertsen
12. pladsen i Golden Master, mens han er 3’er i
Rookiemesterskabet. I det generelle mesterskab er han aktuelt
30’er.
Den næste afdeling for Team Eilertsen
Racing bliver allerede om halvanden uge, når der skal køres ræs
den 13.-14. juni på Fällfors Drivecenter Arena, som er i det
allernordligste Sverige
Det bliver en speciel oplevelse, da det er
det såkaldte Midnatsløb – svarende til det danske Night Race,
med kørsel ud til sent lørdag aften. Solen er dog kun nede et
par timer på den tid af året, så det når aldrig at blive helt
mørkt – men ingen tvivl om at det bliver en speciel oplevelse.
Foto:
Racefoto
Lørdagens tre løb kan følges live på
YouTube via seriens side, ligesom man kan se eller gense den
forgangene weekends tre løb: https://www.youtube.com/@LegendsRacingSweden/streams
Tidsplanen for weekenden lyder som følger
(ret til ændringer forbeholdes):
-
Fredag
- Træning 1
12.00
- Træning 2
16.30
- Test
18.45
-
Lørdag
- Tidtagning
12.00
- Løb 1 B
15.00
- Løb 1 A
16.25
- Løb 2 B
17.30
- Løb 2 A
19.00
- Løb 3 B
20.30
- Løb 3 A
22.00
Team
Eilertsen Racing
JJ
Media
|