Mikkel
O. Pedersen: "Nu skal jeg igen køre race!"
Struer-køreren
får tre starter for sit gamle, italienske team
Utallige
er de gange, hvor Mikkel O. Pedersen har måttet svare på spørgsmålet
om, hvorvidt han skal ud at køre race i denne sæson. Svaret har
hidtil været negativt, men forleden kom der en åbning for ham.

En
henvendelse fra Dinamic Motorsport betyder, at Mikkel O. Pedersen
i slutningen af måneden endelig får skudt sin 2025-sæson i gang
(foto: Porsche).
"Nu
skal jeg igen køre race!" siger racerkøreren fra Struer med
et stort smil. "Jeg blev forleden kontaktet af chefen for mit
gamle team, Dinamic Motorsport, der havde brug for en sølvkører
til en række løb i GT World Challenge Europe. Normalt er jeg
guldkører hos SRO-organisationen, som står bag disse løb, og
det skulle godkendes."
Mikkel
O. Pedersen kørte dels Porsche Supercup, dels GT World Challenge
Europe for det italienske team, som har hyret ham til at køre
tretimersløbene på Monza, Nürburgring og Barcelona.
"Jeg
er glad for, at der kommer noget kørsel for mig. Hen over
vinteren har jeg arbejdet på mange forskellige muligheder i både
VM-serien og de andre sportsvognsmesterskaber, men de er desværre
alle glippet. Det bliver sent, at min sæson starter, men jeg er
glad for at komme ud at komme ud at køre igen," siger han.
"Samtidig bliver det første gang, at jeg skal køre i den
nye Porsche 992 GT3 R, og den glæder jeg mig til at stifte
bekendtskab med, for vi arbejder på at få fat i et eksemplar til
teamet herhjemme."
Lidt
ufrivilligt har han kunnet give sit eget team mere fokus, end han
egentlig havde håbet på. I de seneste par uger har Mikkel O.
Pedersen Racing taget hul på sit internationale og nationale
program.
"Vi
har tre biler i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor vi fik
en rigtig god start på sæsonen på Anderstorp i Sverige,"
fortæller Mikkel O. Pedersen. "Vores nye kører Lærke Rønn
gjorde det virkelig godt, og med en sejr og en andenplads har alle
de testdage, vi har haft, virkelig givet pote. Lærke var hurtig
fra start, og det var Klaus Hansen og Kasper Søholm også. De tre
var gode til at hjælpe hinanden, og under de indledende test var
de hver især hurtige forskellige steder på banen."

Mikkel
O. Pedersen har tidligere kørt for Dinamic Motorsport i GT World
Challenge Europe (foto: Porsche).
"Kasper
fik en dårlig start, kom i karambolage med en anden kører og måtte
arbejde sig op igennem feltet, mens Klaus var uheldig at sætte
bilen af, så den blev godt og grundig krøllet."
Parallelt
med deltagelsen i det svenske var Mikkel O. Pedersen Racing også
til stede på FDM Jyllandsringen, hvor Jan Engelbrecht deltog i
Special Saloon Car-klassen, mens teamet var repræsenteret af
Jesper Leen Jensen og Martin Pedersen/Walther Trabjerg i Danish
Endurance Championship.
"Vi
var nødt til at dele teamet op, så der var ikke fuld bemanding
begge steder, men heldigvis undlod kørere herhjemme at lave de
helt store skader," siger Mikkel O. Pedersen. "Jan havde
godt nok en mindre afkørsel, men folkene fik gjort bilen klar
igen, og han havde nogle gode kampe i sin division."
"Jesper
gjorde det godt i DEC, hvor han sikrede sig en pokal efter bl.a.
en duel med Ronnie Bremer, mens Martin leverede en god indsats i
bilen, inden han overlod den til Walther."
Mikkel
O. Pedersens egen sæson starter med løbet på Monza i Italien
den 30. maj-1. juni, mens teamets trio i Porsche Sprint Challenge
Scandinavia 14 dage senere er i aktion på Drivecenter Arena i det
nordlige Sverige.
|