Nicolai
Nygaard Pedersen fortsætter med Birk Motorsport
Nordjyden
vender tilbage til en velkendt racerbil
De
indledte et samarbejde midt i denne sæson, og dette samarbejde
fortsætter i næste års udgave af Selected Car Group Super
GT-serien. Vi taler om Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, som
også i 2025 skal køre for det forholdsvis nye Birk Motorsport
fra Galten.
Nicolai
Nygaard Pedersen og Mads Birk skal også i 2025 samarbejde (foto:
Birk Motorsport).
”2024-sæsonen
har været en slags opvarmning for mig,” fortæller Nicolai
Nygaard Pedersen. I sidste sæson var hans plan egentlig at holde
pause fra sporten for at koncentrere sig om sit
maskinmesterstudie, men Mads Birk fra Birk Motorsport fik ham på
andre tanker.
”Mads
har været i sporten i mange år, hvor han har skruet for en række
andre teams, og jeg kan godt lide den måde, han går til tingene
på, for han er meget struktureret. Det er et rigtig godt team, og
det er også det første team, hvor vi bagefter har kunnet grine
ad et uheld ude på banen.”
”Vi
er blevet meget tætte, og Nicolai kan godt finde ud af at køre
den type bil, vi skal køre med i 2025,” fortæller Mads Birk om
sin beslutning om at fortsætte samarbejdet med Nicolai Nygaard
Pedersen. ”Det har været et godt match, for Nicolai er jo
utrolig dygtig og hurtig – måske endda hurtigere end Sylvest
– og jeg ser ham som en stærk kører.”
”Sidste
år købte jeg min egen bil, som Nicolai kørte i. 2024 var tænkt
som en slags øveår, for vi havde planer om at have et
trebilsteam i 2025. Vi har nu overtaget Cortina Racings sættevogn.
Lars Mogensen fra LM Racing er med inde over teamet, og vi har også
de bedste hænder på hver opgave i teamet.”
Nicolai
Nygaard Pedersen har et indgående kendskab til den bil, som skal
anvendes i 2025-udgaven af Selected Car Group Super GT. I 2022
vandt han således titlen i den daværende Super 2L-klasse.
”Og
vi skal vinde igen. Det er planen,” slår nordjyden fast. ”Jeg
kender bilen. Jeg ved, hvordan jeg vil have, at den skal køre, og
det eneste, som ændrer sig for mig, er dækkene, og dem tror jeg
nok, at jeg skal lære at kende.”
”I
2022 var det min egen lærlingeløn, jeg kørte for, men nu er der
flere sponsorer med, som gør, at vi kan komme ud at teste, og så
har vi nu et godt team omkring os, så jeg ser helt klart en ny
titel som en mulighed.”
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|