Super
2L-kørerne smed fløjlshandskerne ved Night Race
Jakob
Steffensen vandt finalen ved sæsonhøjdepunktet foran sidste års
mester
Siden
sin start sidste år har den nye Grand Prix Tours Super 2L været
rost for meget tæt, men fair kørsel i klassen, men ved sæsonhøjdepunktet
– Night Race på Padborg Park – havde deltagerne i den grad
smidt fløjlshandskerne. Der blev uddelt buler i den store stil.
Der var mange sammenstød, og den afgørende finale endte med at
blive rødflaget kort efter start og måtte startes om.
En af de mange dramatiske situationer ved Night Race opstod, da
Tobias Andersen bogstaveligt talt forsøgte at overhale nogle
konkurrenter i starten på andet løb (foto: Morten Kimer)
Peter
Hegelund, Hadsten, Malte Ebdrup, Farsø, og Sander Steffensen,
Viborg, havde kvalificeret sig til de første tre
startplaceringer, men i dysten ned mod banens første sving kom
det til en berøring mellem Peter Hegelund og Sander Steffensen,
som sendte sidstnævntes racerbil ind i autoværnet, hvorefter den
tabte det højre forhjul og holdt stille i pitudkørslen. Til alt
held slap den uheldige kører med knubs.
Ingen
af de to var med i omstarten, hvor den mesterskabsførende Malte
Ebdrup skød i front, men snart blev udfordret af Jakob
Steffensen, Viborg. Midtvejs i løbet spandt Malte Ebdrup i
Padborg Parks hårnål, hvorefter Jakob Steffensen kunne overtage
føringen. Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, var startet
finalen helt nede på tiendepladsen efter ikke at have fået målflag
i de to indledende heats, men den forsvarende mester havde masser
af fart på i finalen, hvor han efter utallige overhalinger
hentede flere tiendedele pr. omgang, mens solen begyndte at
forsvinde over Padborg Park. Men ved det ternede flag manglede han
seks tiendedele i at slå Jakob Steffensen, som tog sin første
finalesejr i Grand Prix Tours Super 2L. Her tog August Therbo,
Greve, sin første podieplacering med tredjepladsen.
Mens solen forsvandt over
Padborg Park forsvarede Jakob Steffensen sin finaleføring overfor
Nicolai Nygaard Pedersen (foto: Morten Kimer).
Løbsweekenden
var startet med, at Peter Hegelund overraskende havde været
hurtigste mand i den pointgivende tidtagning, men i det første
heat fik han blot arbejdet sig frem fra ottende- til femtepladsen.
Her var Malte Ebdrup gået fra fjerde- til førstepladsen allerede
i starten i et løb, hvor Mathias H. Jensen, Hinnerup, pludselig måtte
trække ind til siden, da der stod flammer hen langs bilen.
I
det andet løb så det længe ud til, at Peter Hegelund ville nå
helt til tops. Løbet blev dog rødflaget, efter at Tobias
Andersen, Rødkærsbro, nærmest blev luftbåren efter at have
ramt Mathias H. Jensen og August Therbo i starten. I omstarten
fortsatte dramaet. Da feltet ved afslutningen af anden omgang kom
ned for enden af langsiden, førte Simon Seiersen, Randers, med
Magnus Madsen, Ringkøbing, og Peter Hegelund bag sig. De to gik
til angreb, og trioen kørte derfor side om side ind i målsvinget,
hvor det endte med, at Peter Hegelund kunne indlede tredje omgang
som førende.
Peter
Hegelund kunne ubesværet holde sin føring over et par omgange,
men så nærmede Malte Ebdrup sig. Trods et sammenstød for enden
af langsiden kunne Peter Hegelund i første omgang holde førstepladsen,
men fik sværere og sværere ved at holde Malte Ebdrup og Jakob
Steffensen bag sig. En sivepunktering betød, at han på
allersidste omgang måtte lade sig passere. Malte Ebdrup blev dog
idømt to tidsstraffe, og det betød, at Jakob Steffensen sejrede
foran Peter Hegelund og Magnus K. Jensen, Ans.
Padborg
Park I/S
|