Spænding
om udfaldet i langdistanceløbene
på Ring Djursland
I
flere divisioner var vindermargenerne på få sekunder efter
timelange race
Når
løbsdistancen går over en time, sker det ofte, at vinderne
kommer i mål med et forspring på et halvt eller helt minut
endsige flere omgange. Men sådan var det langt fra, da deltagerne
i Danish Endurance Championship i weekenden afviklede årets
syvende og ottende løb på Ring Djursland. Kun to af weekendens
otte divisionssejre blev sikret med en omgangs forspring.
Der var tæt kamp mellem
Mikkel O. Pedersen (564) og Thomas Andersen (510) om føringen i
søndagens løb (foto: Henning Smed Madsen).
En
af disse divisionssejre tog Frederik Normann, Rødkærsbro, da han
i sin BMW M3 E46 mod afslutningen af lørdagens løb kunne tage en
omgang på den Cupra TCR, som Peter Obel/Mikkel Obel, begge
Kalundborg, indtog andenpladsen med, og dermed vandt han
DEC3-divisionen med en omgang. Men situationen var markant
anderledes i søndagens løb. Her kæmpede han gennem det meste af
løbet med Niels Nyboe, Ringe, og da de krydsede målstregen, var
det med en margen på halvandet sekund, at Frederik Normann vandt.
I
DEC2-divisionen havde man lørdag været viden til en næsten lige
så lille sejrmargen, da Team Far & Søns Søren Behnfeld/René
Nielsen, begge Aabenraa, slog Dan Agro Racings Kaare Frogne,
Roskilde, med 1,6 sekund.
Søndagens løb bød på en
fantastisk kamp i DEC2-divisionen mellem Team Far & Søn
(290), WW Racing (222) og Dan Agro Racings to Peugeot RCZ'ere
(foto: Morten Alstrup).
De
to teams Peugeot RCZ-biler var også med i føringskampen i
DEC2-divisionens søndagsløb, hvor de fik følge af Marco Dahl,
Aarhus, i en tilsvarende bil fra Dan Agro Racing, og WW Racings
Citroën Saxo med Werner Wounlund/Tim Søndergaard, Kirke
Hyllinge/Jyderup. Frem mod det obligatoriske pitstop midt i løbet,
lå kvartetten i en tæt klump og kæmpede for placeringerne, og
det var først efter pitstoprunden, at der kom spredning på dem.
Team Far & Søn satte således et par omgange til, da de måtte
i pit med et punkteret forhjul, mens Kaare Frogne kunne notere sig
for sin tredje løbssejr i år.
Lørdag
kunne Jan Engelbrecht, Virum, vinde DEC4-divisionen med et
forspring på henholdsvis 11 og 25 sekunder til Michael Nielsen,
USA, og Daniel Träger, Roskilde på de næste pladser. I søndagens
løb forsvandt Porsche-kørerens chance for en ny sejr, da han
blev idømt en stop-and-go-straf for en overhaling i gul flagzone,
og løbet blev derfor domineret af de to Mitjet-kørere Martin
Hald Gøtsche, Hedehusene, og Peter Henriksen, Viby Sj.
I
den hurtigste DEC5-division havde Ronnie Bremer, Hvidovre, vundet
de seks forudgående løb, og lørdag tog han sæsonens syvende
sejr, hvor han vandt med en omgangs forspring til Walther
Trabjerg/Mikkel O. Pedersen, Tørring/Struer. I søndagens løb
delte Ronnie Bremer imidlertid sin KTM med Thomas Andersen, Rødkærsbro,
og det gav et andet styrkeforhold i toppen af feltet. Inden de
obligatoriske pitstop havde Ronnie Bremer fået opbygget et solidt
forspring til Walther Trabjerg, men da de to biler skiftede chauffører,
ændrede kampen sig. Omgang for omgang halede Mikkel O. Pedersen
ind på Thomas Andersen, og med et kvarter tilbage af løbet kunne
Porsche-køreren gå i front og tage sejren.
Niende
og tiende løb i Danish Endurance Championship køres ved Night
Race på Padborg Park den 15.-16. september.
|