Nærkampe
og tætte dueller i langdistanceløb
Der
er stor variation blandt vinderne i Danish Endurance Championship
Det
kan godt være, at Ronnie Bremer, Lyngby, også endte med at
dominere på Ring Djursland og tage sine generelle løbssejre
nummer 3 og 4 i denne sæson, men årets anden løbsweekend i
Danish Endurance Championship bød på masser af nærkampe og tætte
dueller i flere klasser.
Sally Racing (302) og CA
Racing (305) havde flere gode kampe i division 3 på Ring
Djursland
(foto: Henning Smed Madsen).
Dette
gjaldt specielt i division 3, som traditionelt har deltagelse af
hold med de internationalt opbyggede TCR-biler. I lørdagens løb
var der således en tæt duel mellem Frede Sieverts, Viborg, og
Mikkel og Peter Obel, begge Kalundborg, som i deres biler fra SF
Racing og Sally Racing kæmpede om føringen og krydsede målstregen
med mindre end tre sekunders afstand.
I
søndagens heat var Mikkel og Peter Obel atter med i topkampen,
men nu var det to andre teams, de kæmpede mod. Modstanderne var
dels Dan Agro Racings Stefan Lorenzen, Aalborg, dels CA Racings
Andreas Jaes Hansen og Claus Juul Hansen, Hørsholm og Kokkedal,
og her var det CA Racing, som endte med at tage sejren i division
3, som nu har haft fire forskellige vindende teams i årets fire kørte
løb.
Der
var også god kamp i division 4, som i år ligeledes oplever stor
variation blandt vinderne. Gustav Søderberg Krogh, Vedbæk, kunne
lørdag sikre sig sæsonens anden sejr, men i søndagens løb blev
han udfordret af dels Michael Nielsen, USA, dels søskendeparret
Nanna og Martin Hald Gøtsche, Søborg og Hedehusene, men det var
Klaus Søholm, Randers, som snød dem alle sammen og tog sin første
divisionssejr i Danish Endurance Championship.
Michael Nissen (410) og
Gustav Søderberg Krogh (469) havde flere dueller i division 4
(foto: Henning Smed Madsen).
I
division 5 for de hurtigste biler tog Ronnie Bremer som tidligere
nævnt atter to sejre, men ligesom ved sæsonpremieren på FDM
Jyllandsringen var hans KTM GT2 ikke den hurtigste bil på banen.
Det var den Porsche 911 GT3 R, som Walther Trabjerg, Tørring, og
Mikkel O. Pedersen, Struer, delte, og ligesom ved DEC-afdelingen i
forrige måned lykkedes det sidstnævnte at sætte en ny
banerekord.
Division
2 blev domineret af feltets Peugeot RCZ-modeller, hvor Team Far
& Søn alias Søren Behnfeld/Rene Nielsen, begge Aabenraa,
vandt lørdagens heat, mens Marco Dahl, Aarhus, i sit eksemplar
fra Dan Agro Racing sejrede søndag. Som eneste mandskab i
division 1 kunne Oscar Schröter/Lasse van der Ploug,
Grindsted/Vojens, udbygge deres mesterskabsføring.
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|