Godt
Hankook SuperCup ræs i solskinnet
Der blev leveret rigtig godt ræs, da
Hankook SuperCup afviklede den anden afdeling af 2023 mesterskabet
i solskinnet.
Det var FDM Jyllandsringen som lagde 2300
meter asfalt til 10 gæstende kørere i den Gruppe N lignende
klasse, med biler på optil 250 hestekræfter.
Alle kørerne fra den første afdeling af
mesterskabet var kommet igen, plus yderligere biler.
Mikkel Brix Kristensen (254) havde en masse gode dueller weekenden
igennem, hvor især Ole Klitgaard (107) og Mark Bossen (3) var de
nærmeste konkurrenter på banen. Foto: JJ Media
Først skulle der køres en træning lørdag
formiddag. Her var Jakob Borum i Honda Integra Type R hurtigste
mand, foran Ole Klitgaard som virkelig havde fået fart i Renault
Clio III raceren, mens Mathias Dall var den tredjehurtigste bil
med en Renault Clio V.
Med næsten 5 timer mellem træning og
kvalifikation, var der god tid for de forskellige hold, til at få
bilerne tjekket igennem, og finde eventuelle småfejl.
Det var noget som blandt andet Rene Sevel
Andersen fik gjort. Det var første gang at han var ude i Peugeot
308 raceren, og den trak ikke ordentlig i træningen. Mekanikerne
fandt imidlertid ud af, at bilen ikke gav fuld gas ude på
langsiden, da speederkablet slet og ret ikke sad som det skulle
– og så kom der virkelig liv i raceren.
Det var nemlig Sevel som satte hurtigste tid
af alle i kvalifikationen, foran Mathias Dall og mesterskabsførende
Claus Møller Jensen, som ligeledes var den hurtigste Hankook
SuperCup 200 bil.
Dan Pedersen var for første gang på
banen i den for ham nye Volvo S40. Desværre havde den lidt for
mange svenske skovheste under hjelmen, så han fik ikke lov til at
beholde resultaterne fra weekenden, da den overskrev 250hk i begge
løb.
Foto: JJ Media
Desværre var weekenden ovre for Jakob
Borum, da bilen allerede på første omgang af kvalen lukkede en
masse røg ud. Det til trods for at der netop var kommet ny motor
i bilen til denne weekend, efter den tidligere opgav ævred ved
den første afdeling af 2023 mesterskabet. Så han må desværre
hjem på værkstedet igen, og få sorte fingre endnu en gang.
Jeff Nigel Lyngø-Grosen valgte også at trække
sig efter kvalifikationen, da den hvide VW Polo GTI fortsat havde
bremseproblemer. De var så slemme og uforudsigelige, at han ikke
turde køre med det i løbet, da han slet og ret ikke vidste om
bilen kunne bremse eller ej, hver eneste gang at han skulle på
bremsen. Så nu skal der fejlsøges endnu en gang, hjemme på værkstedet.
Mathias Dall skulle egentlig have kørt
i udlandet i Renault Clio Cup, men da der var for mange tilmeldte
til den næste afdeling på Spa Francorchamps, valgte han i stedet
at stille op herhjemme. Og det var han nok egentlig glad nok for,
søndag eftermiddag.
Foto: JJ Media
Søndag formiddag skulle weekendens første
af to løb køres.
Rene Sevel Andersen skød hurtigt af sted i
front, og kom aldrig for alvor under pres. Claus Møller Jensen og
Mikkel Brix Kristensen var kortvarigt oppe på anden- og
tredjepladsen i løbet, da de baghjulstrukne racere var hurtige
fra start. Mathias Dall hang dog godt på, og fik hurtigt
overhalet de to, og blev dermed nærmeste udfordrer til Sevel, dog
uden at komme forbi. Claus Møller Jensen kørte en sikker 3.
plads hjem i løbet, og var samtidig bedste Hankook SuperCup 200 kører
over målstregen.
En stor del af hans forspring til forfølgerne
skyldtes at Arne Hansen, Mathias Brix Kristensen, Ole Klitgaard og
Mark Bossen havde kæmpet intenst gennem størstedelen af de 13 løbsomgange,
og derved ikke kunne køre de helt optimale omgangstider med
dertilhørende linjer. Men det gav noget utroligt fedt og seværdigt
ræs, med så intens kamp, hvor der flere gange knapt kunne være
en søndags Berlinger mellem bilerne.
I Oldboysmesterskabet kørte Arne Hansen
sejren hjem foran Ole Klitgaard.
Claus Møller Jensen kom til weekenden som mesterskabsførende i
to mesterskaber, men måtte afgive dem efter teknisk havari i heat
2. Foto: JJ Media
Til heat 2 blev der byttet rundt på top-8
fra slutresultatet i heat 1, så Mark Bossen holdt på Pole, foran
Ole Klitgaard og Mikkel Brix Kristensen.
Fra 3. startposition fik Mikkel Brix
Kristensen en forrygende start, og tog føringen ind i Sving 1, og
fik slået et godt hul til Mark Bossen og Ole Klitgaard på de
efterfølgende pladser, som kæmpede intenst med hinanden.
Samtidig var Rene Sevel Andersen på vej op
gennem feltet, og udnyttede de lidt ekstra hestekræfter på
raceren, til at overhale konkurrenterne. Desværre var løbet slut
for ham efter få omgange, da en bærearm knækkede på raceren,
og sendte ham i sandkassen.
Det var desværre endnu en kort
weekend for Jakob Borum. Vi må håbe at teknikken snart spiller
for den ellers hurtige japaner – altså, det er Honda’en at vi
snakker om.
Foto: JJ Media
Mathias Dall tog føringen af løbet, med små
10 minutter tilbage, og herfra så han sig ikke tilbage. Imens kom
Mikkel Brix Christensen under pres fra Ole Klitgaaard og Mark
Bossen, som gerne ville forbi den unge BMW kører.
Claus Møller Jensen måtte udgå da udstødningsmanifolden
var knækket på den røde Honda S2000. Dermed mistede han
dyrebare point i mesterskabet.
Der var drama da Mikkel Brix Christensen
pludselig kørte langsomt ude på banen, og måtte udgå med en
defekt gearkasse.
Ole Klitgaard (107) og Mark Bossen
(3) kæmper hårdt og indædt med hinanden, om ikke blot point til
Hankook SuperCup 200 mesterskabet, men også den interne håneret
hos Sally racing.
Foto: JJ Media
Men Mathias Dall var der ingen der kunne røre,
og efter mange omganges intern Sally Racing kamp, lykkedes det
Mark Bossen at finde vej forbi Ole Klitgaard og tage den generelle
andenplads i løbet, og slutte som bedste Hankook SuperCup 200 kører.
På trods af tekniske problemer, med en
meget syg Renault Clio III racer, lykkedes det Arne Hansen at kæmpe
sig hjem på 3. pladsen blandt Hankook SuperCup 200 bilerne, og en
generel 4. plads, en 3. plads blandt Hankook SuperCup 200 kørerne,
og en andenplads blandt Oldboyskørerne.
Rene Sevel Andersen var på vej mod
dobbeltsejr i weekenden, da hjulophænget gav op i heat 2. Men det
lød godt, og så hurtigt ud, så længe at det varede.
Foto: JJ Media
Det resultat, og de dertilhørende point
viste sig at være utrolig vigtige for netop Hansen, da han nu er
gået i front af Hankook SuperCup mesterskabet, i tillæg til føringen
i Hankook SuperCup 200 mesterskabet, mens han også forsvarede føringen
i Oldboysmesterskabet, som han har beholdt siden den første
afdeling af året.
Arne Hansen fører nu alle 3
mesterskaber i Hankook SuperCup. Foto: JJ Media
Den næste afdeling af Hankook SuperCup 2023
bliver den 17.-18. juni på Sturup Raceway, en god halvtimes kørsel
fra København, i det sydsvenske. Det er en af de få afdelinger,
som ikke bliver Live Streamet i år, så måske er det en
undskyldning til at køre til Sverige som tilskuer, og se noget
godt ræs.
Kørerforeningen
Gruppe N National SuperCup
JJ
Media
|