Ny
finalesejr sendte Malte Ebdrup alene i front
Mark
Mathiesen og Jakob Steffensen blev nye løbsvindere i Super
2L-klassen
Årets
anden afdeling af Grand Prix Tours Super 2L blev kørt ved NTG Åbningsløbet,
og atter viste kørerne i den nye klasse tæt og fair race gennem
de tre løb, som blev afviklet på FDM Jyllandsringen.
Ingen
vinder gik igen i de tre løb på racerbanen ved Silkeborg, og to
af vinderne kunne faktisk tage deres første sejre i klassen.
Mark Mathiesen kunne koncentrere sig om at føre, mens
konkurrenterne bag ham kæmpede på livet løs (foto: Andreas
Drustrup).
Mark
Mathiesen, Hørning, skulle med ottendebedste tid fra tidtagningen
starte første løb fra pole position, og det lykkedes ham at
holde sig i front over det 17 minutter lange løb. Masters-køreren
blev dog presset. Først af Magnus Madsen, Ringkøbing. Så af
Peter Hegelund, Hadsten og siden af Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev.
Men kørerne bag Mark Mathiesen hjalp faktisk denne med at
fastholde føringen, fordi de kæmpede så intenst med hinanden.
Mod løbets slutning gik Malte Ebdrup, Farsø, således til angreb
på Nicolai Nygaard Pedersen, og deres kamp om andenpladsen betød,
at Mark Mathiesen kunne tage sin første sejr med et forspring på
halvandet sekund.
Trods en tyvstart og
efterfølgende strafbane kunne Jakob Steffensen føre løb 2 fra
start til mål
(foto: Andreas Drustrup).
I
andet løb blev Jakob Steffensen, Viborg, den syvende løbsvinder
i Grand Prix Tours Super 2L. Han startede fra pole position og
ligesom Simon Seiersen, Randers, på startposition 2 tyvstartede
han. Med en idømt strafbane lignede det en tabt løbsføring for
Jakob Steffensen, men han havde fået opbygget en så stor føring,
at da han havde gennemført sin strafbane, var han stadig på førstepladsen.
Nu var han foran Mike Mathiesen, Varde, men Jakob Steffensen satte
flere gange hurtigste omgang og trak fra det øvrige felt, hvor
Mike Mathiesen til sidst måtte overgive andenpladsen til Malte
Ebdrup.
Tredje
heat satte Malte Ebdrup sig på. Allerede efter den første omgang
havde han slået et hul til Nicolai Nygaard Pedersen, og da Malte
Ebdrup 12 omgange senere krydsede målstregen som vinder, var hans
forspring på næsten 18 sekunder. Bag den nye aleneførende i
mesterskabet var der masser af kamp om placeringerne, hvor trioen
Mike Mathiesen, Jakob Steffensen og Magnus Madsen kæmpede om de
to sidste pladser på podiet.
Tredje
afdeling af Grand Prix Tours Super 2L-mesterskabet køres den
17.-18. juni på Ring Djursland.
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|