Hurtigt
felt til langdistancepremiere
26
teams er med i årets første løb i Danish Endurance Championship
Ved
NTG Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen i weekenden skydes den
danske langdistanceserie i gang. Her finder premieren i årets
Danish Endurance Championship sted, og der er lagt op til to særdeles
hurtige løb. Langdistancefeltet tæller nemlig hele seks
Porscher, en enkelt Ferrari og to af de specielle KTM-sportsvogne
fra Østrig.
Fælles
for de ni sportsvogne er, at de deltager i enten division 4 eller
division 5, som er divisionerne for de hurtigste biler i Danish
Endurance Championship. Men der sidder også nogle hurtige chauffører
i dem.
Normalt
er det i FIA World Endurance Championship, han slår sine folder,
men i weekenden starter Mikkel O. Pedersen, Struer, i Danish
Endurance Championship, hvor han skal dele en Porsche 911 GT3-R
sammen med Walter Trabjerg, Tørring. Det er første gang,
makkerparret skal dele en bil i DEC-serien, men Mikkel O. Pedersen
har tidligere været sejrrig i løbsserien. En anden hurtig kører
i feltet er Ronnie Bremer, Lyngby, som i sin KTM GT2 skal forsvare
det mesterskab, han sidste år sikrede i division 5, hvor han
vandt syv af de ti løb, han deltog i.
Ronnie
Bremer er ikke den eneste i feltet, som har en titel, som skal
forsvares.
Team Far & Søn skal
forsvare deres titel i division 2 i deres Peugeot RCZ (foto:
Henning Smed).
Team
Far og Søn – der består af René Nielsen og Søren Behnfeld,
Aabenraa – vandt sidste år titlen i division 2, hvor de i deres
Peugeot RCZ i denne sæson ikke kun møder modstand fra en række
mærkefæller, men også fra veteranen Lars Møller, Middelfart, i
Opel Corsa og den tidligere langdistancemester Werner Wounlund,
Kirke Hyllinge, som stiller op i sin trofaste Citroën Saxo sammen
med Tim Søndergaard, Jyderup.
Michael Nielsen kommer i sin
BMW M4 GT4 til at møde stort modstand i division 4 (foto: Henning
Smed).
Michael
Nielsen, USA, blev sidste år i sin BMW M4 GT4 en suveræn mester
i division 4, men der venter hårdere modstand for
dansk-texaneren. Søskendeparret Nanna og Martin Hald Gøtsche,
Hedehusene, er tilbage i deres Mitjet-racer, mens Jan Engelbrecht,
Virum, som bl.a. har deltaget i Creventic-seriens store
langdistanceløb, tager hul på en sæson i en Porsche 911 GT3
Cup-racer, mens Gustav Søderberg Krogh, Vedbæk, og Jesper
Carlsen, Varde, starter i en nye Porsche Cayman GT4.
De
to 50-minuttersløb på FDM Jyllandsringen starter henholdsvis lørdag
16.58 og søndag 12.15. Begge løb streames live på
YouTube-kanalen @danskmotorsportlive.
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|