Mikkel O. Pedersen tester i Dubai

Den unge racerkører drager til de Forenede Arabiske Emirater for at forberede sig på 2020

Selv om det er en måned siden, at Mikkel O. Pedersen kørte årets sidste løb i Porsche Supercuppen, er sæsonen langt fra overstået for racerkøreren fra Struer. I starten af december pakker han nemlig kufferten og rejser til de Forenede Arabiske Emirater.

Mikkel O. Pedersen skal i næste uge atter have styrthjelm og køredragt på.

”I starten af januar skal jeg deltage i 24-timers på racerbanen i Dubai,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Mit team fra Porsche Supercuppen, Dinamic Motorsport, har tilmeldt en bil i løbet, og for at vi kan være så godt forberedte, afvikler man en test den 4. og 5. december.”

I Porsche Supercuppen har det været en Porsche 911 GT3 Cup-racer, Dinamic Motorsport har indsat for Mikkel O. Pedersen. Det bliver stadig en Porsche 911, han skal køre, men det er en lidt mere avanceret 911-model, det italienske team indsætter.

”Det er en Porsche 911 GT3 R, jeg skal teste og senere køre løb med,” forklarer Mikkel O. Pedersen. ”Det er Porsches langdistancemodel til alle løbsserier på nær VM-serien. Hvor min Supercup-bil har 485 hestekræfter, har R-modellen 550 hestekræfter. Samtidig er den også noget bredere, har både ABS og traction control, og når man sidder i racerbilen, har man et rat som i Formel 1 med en masse knapper og indstillingsmuligheder.”

Det er ikke kun den nye racerbil, Mikkel O. Pedersen skal bruge testdagene til at blive dus med. Han skal også have genopfrisket forløbet på racerbanen i Dubai.

”Jeg har kørt der en gang tidligere,” siger han. ”Det var i 2016, hvor vi desværre udgik efter 17 og en halv time. Det skal være bedre denne gang.”

  

Hit Counter