Gode point trods drillerier

 JJ Media

Henrik Eilertsen og Team Eilertsen Racing fik en masse gode point på kontoen, da Åbningsløbet i Yokohama 1600 Challenge blev kørt på Padborg Park.

Køreren fra Espergærde stillede til start med en helt nybygget Peugeot 208 1,6 HDi – ja, det er rigtigt, en diesel.

Sidste års Rookie- og Oldboysmester har som mål at tage den helt store pokal i 2019 sæsonen, så derfor gælder det om at få en masse point på kontoen allerede den første weekend.

Lørdagen startede med flot blå himmel, til de 20 minutters træning. Det blev en stille og rolig start, hvor der i samråd med chefmekaniker Frederik Hansen, blev prøvet lidt forskelligt med bilens opsætning. Det blev til en udmærket 5. plads i det 24 bils store felt.

 

Der skulle dog findes lidt mere fart til kvalifikationen, som blev kørt lørdag eftermiddag. Klog af erfaringerne fra træningen, optimerede holdet lidt mere på bilens opsætning, hvilket også kunne ses på kvalifikationstiden. Der blev skåret godt et halvt sekund af tiden, men der blev også givet gas blandt de andre kørere. Så på trods af den tidsmæssige forbedring, forblev det en 5. plads.

Vejrposen blev dog rystet til søndagens to løb. Henover natten havde det regnet, og med en løbsstart klokken 09.00, 9 grader og en overskyet himmel, var det markant anderledes, og første gang at Simba, som bilen med startnummer 20 også kaldes, skulle på vådt underlag.

Det blev til en nogenlunde start, men pludselig trak bilen ikke helt som den skulle, og derfor måtte Henrik hurtigt stoppe bilen på indersiden af Big Mag svinget, slukke motoren og starte igen – så var det ellers fuld fart fremad for at genvinde det tabte.

 

Heldigvis kom erfaringen med den megen regnvejrskørsel i gokart tiden ham til gode, og han kunne stille og roligt arbejde sig frem igen.

Det lykkedes Eilertsen at køre en 8. plads hjem, efter et lille spin, hvilket gav Pole Position til løb 2. Faktisk havde han været den næsthurtigste kører i regnen, så det måtte for hans skyld godt have fortsat i weekendens andet løb – men her var banen tørret helt op. Derudover blev det til en 3. plads i Oldboysmesterskabet.

Så på med slicks, og ud på banen.

Det blev til en fin start, hvor Henrik kunne holde føringen rundt i de første sving, inden at en enkelt konkurrent fandt vej forbi.

Og så var der ellers drillerier igen – dog ikke fra bilen, men fra en konkurrents oliespor, hvilket gjorde banen usandsynlig glat rundt i et blindt 90-graders sving. Bilen med nummer 20 i sideruden var den første til at ramme sporet, og røg ud i en rotation, hvor han pludselig holdt stille ude midt i græsset, med en hel hærd af andre biler på vej imod sig, da de også havde ramt det samme oliespor. Heldigvis blev han ikke ramt, og kunne køre tilbage på banen.

Al den panik udløste en Safety Car periode, hvor han nu lå som 5. mand i rækken.

 
Chefmekaniker Frederik Hansen og Henrik Eilertsen med sidste års Rookie- og Oldboyspokaler

Det tog et par omgange inden at løbet kom undervejs igen, og her var han hurtig på aftrækkeren, og erobrede 4. position, som blev holdt i mål.

Det blev dog ikke kun en generel 4. plads, men også til en sejr i Oldboysmesterskabet, så holdet kunne tage to pokaler fra weekenden med hjem til Espergærde.

Efter årets første afdeling af 7 ligger Henrik Eilertsen på 4. pladsen i det generelle mesterskab, og har føringen i Oldboysmesterskabet.

Nu skal der finjusteres lidt på den hvide løve, så den kan vise lidt flere klør på Ring Djursland, hvor årets anden afdeling køres den 25.-26. maj.

Team Eilertsen Racing

 

Hit Counter