Fra historisk motorsport til langdistanceløb
Jan Lylloff kaster sig i år ud i en sæson i Danish Endurance Championship  

Årets danske mesterskaber indenfor langdistanceracing – Danish Endurance Championship – får i denne sæson en helt ny deltager. Det er Jan Lylloff, Smørum, som har valgt at tage handsken op, efter at han selv deltog i et andet langdistanceløb på Padborg Park sidste efterår.

”Jeg kørte et et-times løb for Sixty Fivers i min Ford Mustang og syntes, at det var spændende, og så oplevede jeg DEC-løbet dagen efter,” fortæller Jan Lylloff. Han har nu overtaget en af de åbne Peugeot Spider-prototyper, der hører til blandt de hurtigste i Danish Endurance Championship.

”Her så jeg Jensen Autos bil med nummer 312 på siden, og den har jeg købt af Mikkel Jensen, som også skal køre sammen med mig i DEC-serien. Samtidig har vi lavet en aftale om, at hans far fortsætter med at være mekaniker på bilen, så vi får hans erfaring med, selv om jeg naturligvis også har mine egne mekanikere med.”

Selv om Jan Lylloff altså bliver debutant i Danish Endurance Championship, er han langt fra nogen novice i motorsporten. I de seneste år har han bl.a. kørt klubrally og rallysprint, men ellers har det været den historiske motorsport, som har tændt ham.

”Jeg har kørt med en Ford Mustang siden 2001, og min nye racerbil får den samme grønne farve som den,” siger han. ”Jeg har endnu ikke prøvet at køre Spideren, men den kan forhåbentlig bremse, styre og dreje i modsætning til Mustangen, som kun kunne køre stærkt. Det er min plan, at jeg ved de weekender, hvor der både er DEC og historisk race på programmet på Ring Djursland og Padborg Park, også skal deltage med begge biler.”

”Jeg vil gerne prøve noget, der går hurtigere, og det får jeg med Spideren. Mikkel og jeg skulle gerne op og være med i top 3.”

Alstrup