Ny udfordring for Kim Holmgaard

Af teamet

I denne weekend står Kim Holmgaard overfor en helt ny udfordring i international motorsport. Racerkøreren fra Aalborg skal nemlig deltage i et 24-timers løb, og det har han gjort flere gange før. Og med stor succes. Men denne gang bliver det på en bane, som han ikke har prøvet tidligere.

”I weekenden kører vi den næste afdeling af 24H Series, og det kommer til at ske på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig tæt ved Marseille,” siger Kim Holmgaard.

”Jeg har aldrig været der før, men det er en bane med stolte traditioner. Op gennem halvfjerdserne og firserne blev der kørt Formel 1-løb, og så er det en bane, som mange teams bruger som forberedelse forud for årets Le Mans. Paul Ricard-banen har nemlig en langside på intet mindre end 1,5 kilometer…”

Kim Holmgaard starter atter for det franske Team Altran, som han siden 2016 har kørt for. Seneste løb for teamet var på en anden Formel 1-bane – Red Bull Ring i Østrig – og her endte det med en sejr for nordjyden og hans teamkammerater.

”I Østrig pakkede vi en helt ny bil ud – en racerudgave af Peugeot 308’eren – og som altid er der lidt børnesygdomme, som vi kæmpede med,” fortæller Kim Holmgaard.

”Men Team Altran har et godt setup, og de fejl og svagheder, som vi oplevede på Red Bull Ring, er helt sikkert kureret inden løbet på Paul Ricard. Det bliver med samme besætning som sidst, at jeg deltager, og det glæder jeg mig til, for vi er godt matchede.”

For Kim Holmgaard bliver weekendens løb på Paul Ricard hans tredje i denne sæson. Det bliver hans andet 24-timers løb og hans anden start i den nye Peugeot 308 fra Team Altran, og han har noget at leve op til. Såvel i Dubai som på Red Bull Ring blev det nemlig til klassesejre.