Travl uge forud for langdistancekørerne
To løb indenfor otte dage venter i Danish Endurance Championship

 Af Morten Alstrup

Juni er en travl måned for langdistancekørerne, og her taler vi ikke kun om deltagerne i det legendariske 24-timers løb på Le Mans. For deltagerne i den danske Le Mans-serie – Danish Endurance Championship – er man også nået et hektisk tidspunkt på sæsonen. Indenfor otte dage skal man nemlig afvikle ikke bare ét, men hele to løb i årets mesterskabsserie.

Første løb finder sted på lørdag på Rudskogen Motorsenter i Norge og præcis en uge senere køres det andet på Padborg Park.

Det er første gang, at deltagerne i Danish Endurance Championship skal køre race i Norge, og der venter holdene en stor udfordring. Rudskogen Motorsenter gennemgik for nogle år siden en større ombygning, der forlængede racerbanen, som er placeret mellem de norske klipper, og den fremstår nu med sin længde på 3.237 meter som en af Nordens mest krævende racerbaner.

 Feltet tæller stort set hele den faste stamme af hold anført af Holmgaard Racing, som for en måned siden lagde sig i front for distancemesterskabet, men feltet tæller også et par nye mandskaber med nye biler. Insight Racing, der herhjemme mest er kendt som promotor for Citroën DS3 Cuppen, indsætter en Honda Civic, der bl.a. skal køres af det unge, norske talent Marcus Påverud, der har stor erfaring med banen, ligesom Legend Motor Co. – som tidligere har deltaget med en åben Peugeot Spider – har tilmeldt en Ginetta G55-sportsvogn, der bliver den første af sin art i Danish Endurance Championship.

Selv om banen er ukendt territorium for de fleste af deltagerne i Danish Endurance Championship, får de god mulighed for at forberede sig til løbet og lære Rudskogen Motorsenter at kende. Fredag eftermiddag afvikles der fem frie træninger, ligesom der også er programsat en ekstra 20 minutters træning inden det lørdag formiddag går løs med den obligatoriske tidtagning over 50 minutter.