Ny hædersbevisning til Classic Race Aarhus
Nordeuropas bedste racefestival modtog en Auto Award 2018.

Classic Race Aarhus har kunnet sætte endnu et trofæ ind på hylden som bevis på eventens position som et af de helt store fyrtårne i dansk motorsport. Ved den fjerde udgave af Auto Awards modtog racefestivalen, hvor jubilæumsudgaven finder sted den 17. – 19. maj 2019, sin seneste hædersbevisning.


Classic Race Aarhus har netop modtaget en Auto Award 2018 (foto: Classic Race Aarhus). 

Classic Race Aarhus vandt i kategorien ”Årets Tiltag”, som gives til en aktivitet, der enten har skabt opmærksomhed, øget kendskabsgrad, mersalg såvel som merværdi for branchen eller kunderne. Det er en opfordring til hele branchen om at skabe nogle tiltag, der kan gøre en forskel.

”Prisen går i høj grad til de næsten 1.000 frivillige, som hvert år i maj gør det muligt at afvikle Nordeuropas bedste racefestival og dermed skabe et overskud til vores arbejde for at fremme børns trafiksikkerhed,” siger Mike Legarth, direktør i Classic Race Aarhus.


Direktør Mike Legarth takkede i Cirkusbygningen for kåringen af Classic Race Aarhus (foto Heidi Sinnet).

”Jeg er glad på deres vegne, men specielt også glad for grundlaget for hædersbevisningen. Vores Auto Award er således blev tildelt os på basis af dels offentlighedens, dels bil- og autobranchens stemmer, som hver vægter 25 %, samt ikke mindst en jury, som har stået for de sidste 50 % af stemmerne.”

Auto Awards 2018 er den seneste hædersbevisning til Classic Race Aarhus, som blev valgt til ”Årets Event” ved Dansk Motorsports Award i både 2013 og 2015 og som ”Årets Event” ved Sport Aarhus Event 2016. Den kommende udgave af løbet finder sted den 17. – 19. maj 2019 og markerer et jubilæum, da det er den tiende udgave af løbet.

 

Fakta:
Classic Race Aarhus er en non-profit-organisation og overskuddet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn.  Flere end 750 frivillige hjælper til før, under og efter løbet. I 2018 blev Classic Race Aarhus overværet af flere end 42.500 tilskuere. Løbet bliver afholdt for tiende gang i weekenden 17.–19. maj 2019.

Morten Alstrup
Pressekoordinator