DHB
udsættes til 2026
Der
bliver i år ikke noget Danmarks Hurtigste Bil på Padborg Park
Siden
2016 har Danmarks Hurtigste Bil været et fast programpunkt på
Padborg Parks arrangementskalender, men i år bliver bilfestivalen
ikke afviklet.
”Vi
har desværre måttet træffe den beslutning ikke at afvikle DHB i
2025,” siger Tom Pedersen fra Padborg Park. ”Arrangementet har
i mange år været en stor succes blandt både publikum og
deltagere, men vi har desværre måttet konstatere en nedgang i
specielt publikumstallet.”
”Coronaen
har naturligvis haft en negativ betydning, men når vi taler med
tidligere gæster og deltagere, fortæller mange af dem, at de
ikke har lyst til at tage til DHB, fordi de har følt sig jagtet
af Færdselspolitiet i deres kontroller ved indgangen til banen.
Deltagerantallet har i de seneste par år stabiliseret sig, men på
et noget lavere niveau end tidligere. Samtidig er DHB et
arrangement med musikalsk underholdning og masser af andre ekstra
faciliteter, som påvirker økonomien, ligesom arbejdet med at
klargøre festivalpladsen praktisk taget umuliggør vores faste
aktiviteter på Padborg Park i ugen op til DHB.”
Selv
om Padborg Parks 2025-kalender ikke tæller et DHB, er
bilfestivalen ikke lagt i graven.
”Vi
har i første omgang valgt at udsætte arrangementet til 2026. Det
giver os mulighed for at gentænke DHB, for DHB er et fantastisk
arrangement med mange gode elementer,” siger Tom Pedersen.
”Selv
om vi arbejder på at udvikle fremtidens DHB, håber vi også på,
at vi i løbet af i år kan komme med nogle tiltag, der er målrettet
vores faste DHB-gæster.
På
motorsportsfronten har hovedbegivenheden på Padborg Park gennem
mange år været Night Race, som i år afvikles for 11. gang den
12.-13. september. Som det eneste asfaltbaneløb i Danmark
afsluttes løbet efter mørkets frembrud en lørdag aften, hvor
der er fest og stemning på tribunerne, mens vinderne hyldes med
fyrværkeri.
Motorsportsgøgler
Morten Alstrup
|