Mirza
Lovic Danmarksmester 2024
2024 skulle blive året, hvor Mirza
Lovic fik det Danmarksmesterskab kørt hjem, som han har jagtet,
og været så tæt på, i flere sæsoner.
Køreren fra Søndersø har været
en fast del af toppen i Hankook 1600 Challenge, lige siden han trådte
ind i serien i 2017, og har hentet flere mesterskabsmedaljer forud
for denne sæson.
Foto:
JJ Media
Forskellige faktorer har spillet
ind i, hvorfor DM titlen først kom i hus for Mirza i 2024 sæsonen.
Han skruer selv på bilen mellem alle løbsweekender, samt under
selve løbsweekenderne, og i flere sæsoner skulle han også holde
lillebror Mirels bil kørende. Det lykkedes faktisk så godt, at
Mirel vandt Danmarksmesterskabet for Team Lovic Racing i både
2021 og 2022.
Sidenhen er Mirel skiftet videre
til andre motorsportsklasser, hvor han har fået sine egne
mekanikere med, og det har gjort at Mirza så har kunnet fokusere
100 procent på sin egen bil, og ikke mindst kørsel.
Foto:
JJ Media
Det var egentlig ikke planen at køre
fuld sæson i Hankook 1600 Challenge i 2024, og derfor var det
lille team heller ikke med til åbningsløbet på sæsonen, som
blev kørt på den svenske Ring Knutstorp bane. Så Lovic hoppede
først i køredragten i juni måned på Ring Djursland, hvor han
til gengæld gjorde rent bord.
Og da han først kom i gang med sæsonen,
vandt han hvert eneste af de resterende heats i klassen – altså
13 løbssejre i træk! Langt størstedelen af løbene blev kørt
med de maksimale 80kg succesballast i passagersædet, som sled
ekstra på dæk og bremser. Med 13 sejre i træk, kunne han endda
kalde sig Danmarksmester allerede inden det sidste af de 13 løb
skulle køres.
Der kom dog lidt sved på panden lørdag
formiddag i finaleweekenden, da gearkassen gik i stykker i
tidtagningen, og Mirza derfor måtte i gang med at skifte den
inden heat 1, som skulle køres nogle få timer senere. Men det
lykkedes heldigvis, så sejrsstimen ikke blev afbrudt.
Foto:
JJ Media
I august måned, købte holdet en
anden racerbil, til en helt anden racerklasse – DS3 Cup. Det er
en helt anden type bil at skrue i, efter den har stået på Suzuki
Swift Sport siden efteråret 2016. Der er efterhånden heller ikke
en skrue eller møtrik, som Mirza ikke har spændt henover de
seneste 8 år, så derfor var det rigtig godt at prøve noget nyt.
DS3 Cup raceren var en brugt racer,
og det kunne også godt ses, da den ikke var helt så velholdt,
som Lovic ynder at holde sine egne biler. Men den blev klargjort
til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, og så drog teamet
ellers af sted til det midtjyske.
Foto:
JJ Media
Der var meget nyt at lære i bilen,
da den for det første skulle køres meget anderledes end
Swift’en, og så ikke mindst, at motoren er en turbomotor, som næsten
ikke har nogen trækkraft, hvis ikke man holder omdrejningerne
oppe – men når man så har det, så skyder den også noget
hurtigere af sted fra omkring 50 til de omkring 170 km/t, som man
kommer op på herhjemme på de danske baner.
Efter en træning og tidtagning i
midten af feltet, begyndte Mirza så småt at få den ind under
huden i løb 1. Og da der til søndagens løb blev vendt rundt på
feltet, udnyttede han muligheden, til at køre en fornem 2. plads
hjem.
Der er dog stadig mange små ting,
som skal renoveres eller udskiftes henover vinteren, for at bilen
står i fuldstændig perfekt stand til 2025. Her er målet at køre
en fuld sæson i DS3 Cup, hvis ellers at midlerne kan findes. For
det er dyrt at køre motorsport, og det koster lige lidt ekstra,
at være med helt fremme i stillingen.
Så vinteren skal gå med at finde
nogle flere gode sponsorer, så vi kommer til at se bil #35 helt
oppe i toppen af DS3 Cup i 2025.
Foto:
JJ Media
Team Lovic Racing vil gerne takke
alle dem som har støttet op omkring teamet. Uden jeres støtte,
ikke kun gennem 2024, men også sæsonerne forinden, ville vi ikke
stå i denne her position, med 13 sejre ud af 13 mulige, og med et
Danmarksmesterskab på CV’et.
Vi glæder os til 2025, hvor der
skal endnu flere pokaler i hus!
LOVIC
RACING – NEVER GIVE UP
JJ
Media
|